Foto: Lars Aarø

Foto: Lars Aarø

Politi og militær specialenhed leder efter våben i Aarhus V

"Nu trevler vi et stort område igennem for at se, hvad vi kan finde," siger politiinspektør

En større eftersøgningsaktion finder torsdag sted i området omkring Marienlystparken i Aarhus V.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Betjente og politihunde vil sammen med eksperter fra Forsvarets Advanced Search Team lede efter gemte våben.

Det sker både for borgernes sikkerhed og som et led i efterforskningen mod de to bander, der p.t. er i konflikt med hinanden i området.

"Vi vil have våbnene væk fra gaden, og vi har tidligere fundet bl.a. skydevåben i området, så nu trevler vi et stort område igennem for at se, hvad vi kan finde. Finder vi våben, så bliver de selvfølgelig undersøgt for tekniske spor for at se, om vi kan finde frem til, hvem der haft fingrene i det," siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Umiddelbart vil der ikke blive spærret veje af under afsøgningen, men der vil være steder, som borgerne i løbet af dagen ikke kan få fuld adgang til, skriver Østjyllands Politi.

Derudover opfordrer politiet folk til at holde deres hunde i snor i området, da de ellers kan komme til at genere politihundenes arbejde.

"Vi håber, at borgerne har forståelse for, at vi fylder lidt i området i forbindelse med indsatsen, og vi beder folk om at respektere politiets anvisninger på stedet," siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Politiet begyndte indsatsen i området klokken 06.00 torsdag morgen. Det er endnu uvist, hvor lang tid der skal bruges på at afsøge hele området, men det forventes, at arbejdet er færdigt omkring klokken 16.00.

Østjyllands Politi vil fredag offentliggøre, hvilke fund der eventuelt er gjort i området.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

dp

Publiceret 11 July 2019 08:41