Arkivfoto.

Arkivfoto.

Vidner søges:

Ung kvinde udsat for voldsomt gaderøveri

En 20-årig kvinde kom natten til tirsdag ud for et røveri i Viby

En 20-årig kvinde ringede natten til tirsdag til politiet og anmeldte, at hun klokken 00.36 var blevet overfaldet på Rugholmsvej i Viby af en ukendt gerningsmand. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Kvinden fortalte til politiet, at hun var på vej hjem fra en bytur i Aarhus og kom kørende i sydlig retning på cykelstien ved Rugholmsvej i retning mod Damtoften, da en mand pludseligt cyklede ind i hende bagfra.

Hun bremsede op, og manden rev i hendes taske, hun havde over armen. Han fik den vristet fri, og den 20-årige kvinde faldt til jorden. Ifølge kvinden tog manden hendes kreditkort, og da hun rakte ud efter sin taske, slog han hende med en knytnæve i ansigtet. Herefter stak han af på sin cykel, fremgår det af døgnrapporten.

Kvinden blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set manden på cyklen, eller har oplysninger, der kan lede til gerningsmanden.

jwh

Signalement

• Dansk af udseende, lys hud

• Ca. 35-45 år

• Ca. 180-190 cm

• Havde skægstubbe

• Talte dansk

• Kørte på cykel uden lygter

Oplysninger kan gives til Østjyllands Politi via tlf. 114.

Publiceret 09 July 2019 11:31