Arkivfoto

Arkivfoto

Gemte skarpladt pistol under flise:

35-årig indbrudstyv idømt flere års fængsel

35-årig mand dømt for at besidde våben under bandekonflikt

En 35-årig mand fra Aarhus skal bag tremmer i to år og ni måneder.

Manden er dømt for at have været i besiddelse af et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder - mens bandekonflikten verserede - og to indbrud, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 11. februar i år fandt politiet en skarpladt pistol gemt under en flise på Rydevænget i Aarhus V.

Det var i forbindelse med politiets massive tilstedeværelse i Aarhus V, og efterforskningen af den bandekonflikten, at nogle betjente fandt frem til den gemte pistol.

Da resultaterne af de tekniske undersøgelser kom i marts, stod det klart, at den 35-åriges DNA var på våbnet, og han blev derfor kort efter anholdt og varetægtsfængslet.

Den 35-årige erkendte, at han havde haft fingre i pistolen i en lejlighed, men han påstod, at han ikke havde været udenfor med den, og at det ikke var ham, der havde gemt den under flisen.

Det troede dommeren i sagen dog ikke på.

Udover våbenbesiddelsen blev han også dømt for to indbrud begået i Mårslet og Aarhus, for brud på knivloven og for en række færdselsforseelser.

"At besidde en pistol med ammunition under særligt skærpende omstændigheder er en alvorlig sag, og det viser rettens dom også. Jeg er tilfreds med, at politiets stærke beviser førte til en hurtig og lang dom," siger Rasmus Gyldenløve, senioranklager ved Østjyllands Politi.

I anklageskriftet stod den 35-årige også tiltalt for at være bandemedlem, hvilket kunne have udløst en fordobling af fængselsstraffen. Retten fandt det dog ikke bevist, at han var medlem af en bande.

Den 35-årige modtog dommen og overgik straks til afsoning.

dp

Publiceret 04 July 2019 13:00