Strandgæster kravler over dette hegn på Rolighedsvej i Risskov, som der også flere gange er begået hærværk på, så man frit kan passere letbanesport.

Strandgæster kravler over dette hegn på Rolighedsvej i Risskov, som der også flere gange er begået hærværk på, så man frit kan passere letbanesport. Foto: Aarhus Letbane

Livsfarligt: Badegæster krydser letbanen

Badegæster springer over højt hegn og krydser letbanen ved Risskov Strandpark

En tidligere overgang ved Rolighedsvej i Risskov er blevet lukket og spærret med et højt hegn. Men det blæser en del badegæster på, oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

De springer over hegnet, hvor 50 tons tunge letbanetog passerer fire gange i timen med 75 km/t. Andre går så vidt som til at begå hærværk. Flere gange er kraftige kæder og hængelåse blevet klippet op, og hegnet slået op på vid gab på begge sider af letbanesporet, oplyser letbanen.

Banedanmark har fjernet den tidligere gangbro, fordi der i stedet skal bygges en sikret overkørsel. Men det er ingen undskyldning for at sætte liv og lemmer på spil, lyder den kontante melding fra letbanen.

"Det er ikke kun ulovligt at blæse på alle sikkerhedsregler, men også forbundet med stor livsfare at agere på denne måde. Letbanetogene er næsten lydløse og passerer Rolighedsvej med høj hastighed. Det er derfor, vi og Banedanmark har afspærret overgangen. Vi må på det kraftigste advare mod at kravle over hegnet, og tager vi nogle i at ødelægge afspærringen, vil de omgående blive meldt til politiet. Sikkerhed har højeste prioritet for Aarhus Letbane," siger letbanedirektør Michael Borre.

Vil man ned på stranden ved Risskov Strandpark, skal man i stedet gå 300 meter længere sydpå og benytte den autoriserede overgang ved Badevej. Her sørger forskudte bomme for, at folk stopper op, inden de passerer sporet.

Senere denne sommer nedlægges den nuværende overgang ved Rolighedsvej for at gøre plads til den nye letbanestation Risskov Strandpark. I stedet kommer der en ny sikret overkørsel 50 meter længere nordpå, hvor den gamle, nu fjernede gangbro befandt sig. Samtidig laves den nuværende overkørsel ved Badevej om til en sikret stiovergang.

jr

Publiceret 27 June 2019 14:45