Politi på Kappelvænget efter affyring af skud natten til fredag.

Politi på Kappelvænget efter affyring af skud natten til fredag. Øxenholt Foto

Efter skud på Kappelvænget: 48-årig mand fra lokalområdet anholdt

48-årig mand er sigtet for at have været i besiddelse af pistol, der blev fundet gemt efter skudepisode i Aarhus V

En 48-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med den skudepisode, der natten til fredag fandt sted omkring Kappelvænget i Aarhus V.

Flere borgere hørte skud fredag ved 01.30 tiden og ringede til politiet, der rykkede ud og hurtigt var på stedet. Der var ingen personer med våben på stedet, men en hundepatrulje fandt patronhylstre, og der blev fundet skudhuller i en skrænt.

Der blev også fundet en pistol, der var blevet gemt på stedet.

Efterforskningen af skudepisoden har ført politiet på sporet af den nu anholdte 48-årige mand, som er sigtet for at have været i besiddelse af den pistol, der blev fundet.

Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling. Da sagen stadig efterforskes, og grundlovsforhøret forventes at blive holdt for lukkede døre, vil politiet ikke komme med nærmere oplysninger om, hvad der knytter den anholdte til pistolen.

Der har i løbet af ugen været to skudepisoder på Kappelvænget. Østjyllands Politi genindførte på den baggrund fredag aften en visitationszone i et større område i Aarhus.

"De seneste episoder har vist os, at banderne nu igen er begyndt skrue op for deres aktiviteter og går rundt med våben i området. Vi havde i en periode rigtig god gavn af en visitationszone, og vi vurderer, at det værktøj igen kan hjælpe os med at få våbnene væk fra gaden og skabe tryghed for borgerne,” sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Der er foretaget flere visitationer efter indførelsen af visitationszonen, men ikke det har ikke givet anledning til sigtelser, oplyser politiet.

Der har aftenen og natten igennem været roligt i området hvor Østjyllands Politi har intensiveret patruljeringen og synligheden. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

jr

Publiceret 22 June 2019 11:23