Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Indbrudstyv skar sig alvorligt på knust rude:

Fik hjælp af militærpolitiet og blev anholdt på hospitalet

To indbrudstyve blev anholdt på skadestuen efter meget mislykket indbrudsforsøg i Brabrand

En 30-årig og 47-årig mand har, foruden en formodet dom for forsøg på indbrud, en lettere tragikomisk historie at fortælle efter onsdag aften.

Her mislykkedes et indbrud på en adresse på Silkeborgvej i Brabrand noget så eftertrykkeligt.

Den 30-årige skar sig nemlig alvorligt i benet under indbruddet. Skaden skyldtes formentligt, at han havde sparket døren til ejendommen ind.

Han slæbte sig væk fra ejendommen, men lidt senere ved 23-tiden opdagede nogle drenge, at han lå og blødte kraftigt på fortorvet på Silkeborgvej, mens hans kammerat forsøgte at hjælpe ham.

Drengene fik fat i et par mænd fra militærpolitiet, der tilfældigvis kom forbi, og de to mænd ydede førstehjælp til den 30-årige og fik tilkaldt en ambulance.

Ved at følge den 30-åriges blodspor fandt politibetjente frem til huset på Silkeborgvej, hvor ruden i døren var knust. De aflagde derfor et besøg på hospitalet, hvor de traf den 30-årige i sygesengen og hans 47-årige ven ved siden af.

Den 47-årige blev aggressiv, da betjentene spurgte ind til episoden i Brabrand, og nægtede at opgive sit navn.

Han endte med at blive anholdt og sigtet for medvirken til forsøg på indbrud og for at nægte at give sine personoplysninger til politiet.

Den 30-årige blev sigtet for forsøg på indbrud, efter lægerne havde taget sig af hans ben.

dp

Publiceret 20 June 2019 12:44