Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

15 personer anholdt efter ballade på Klostertorvet

Politiet vil de kommende dage patruljere ekstra ved Klostertorvet

Der var godt gang i den på Klostertorvet i det centrale Aarhus i løbet af søndagen, hvor Østjyllands Politi flere gange måtte køre til området på grund af uro.

Politiet fik den første anmeldelse klokken 10.50. Den lød på, at tre-fire personer var oppe at slås og stod og råbte af hinanden. Der blev sendt flere patruljer til stedet, og det endte med at tre personer, en 32-årig mand, en 33-årig mand og en 30-årig kvinde, blev administrativt frihedsberøvet og kørt til politigården for at få skabt ro på stedet.

Senere på dagen var den gal igen, og denne gang var det en noget større forsamling, der skabte ballade.

Op mod 40 mennesker var forsamlet, og alle personerne blev bortvist fra stedet.

En gruppe nægtede dog at forlade Klostertorvet, og i tidsrummet fra cirka klokken 14 til 16.10 måtte politiet administrativt frihedsberøve hele 12 personer, seks kvinder og seks mænd i alderen 21 til 55 år.

En af de frihedsberøvede, en 24-årig kvinde, løb pludselig fra stedet, men blev ved Gammel Munkegade indhentet af en betjent. Hun blev sigtet for at flygte. Ingen af de øvrige 14 personer, der blev frihedsberøvet i løbet af søndagen, blev sigtet for noget.

Den store forsamling af mennesker på torvet havde medført en del affald, og Aarhus Kommune blev derfor kontaktet for at komme til stedet med en fejemaskine, så der kunne blive ryddet op.

Østjyllands Politi vil de kommende dage føre ekstra tilsyn med området ved Klostertorvet for at sikre ro og orden.

dp

Publiceret 17 June 2019 12:32