I Bispehaven blev politiet beskudt med fyrværkeri. Betjentene svarede igen med tåregas. Foto: Øxenholt Foto

I Bispehaven blev politiet beskudt med fyrværkeri. Betjentene svarede igen med tåregas. Foto: Øxenholt Foto

Tåregas og fyrværkeri affyret:

Tre anholdt og betjent ramt på benet under Paludan-uro i Aarhus-ghettoer

Stram Kurs-demonstration skabte ballade i Gellerup og Bispehaven. Tre personer blev anholdt, og politiet besvarede fyrværkeri med tåregas

I alt tre personer blev anholdt under mandagens optøjer i Gellerupparken og Bispehaven.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten fra mandag.

Balladen i de to områder opstod, fordi det indvandrerfjendske parti Stram Kurs og lederen, Rasmus Paludan, var tilstede for at demonstrere og dele valgmateriale ud i Gellerup.

Paludan i Gellerup under stort politiopbud. Foto: Øxenholt Foto

Paludan i Gellerup under stort politiopbud. Foto: Øxenholt Foto

På Karen Blixens Boulevard i Gellerup troppede flere beboere op, og en 39-årig mand blev som den første anholdt, da han ville spytte på Paludan. Senere blev en 49-årig mand ligeledes 'administrativt frihedsberøvet', da der blev fundet fyrværkeri på ham.

Da Stram Kurs forlod området, hvor talrige politibetjente var på plads for at yde beskyttelse til det opstillingsparate parti, trak tilhørerne op mod det kommunale kontorhus Blixens, og her opstod der ifølge Østjyllands Politi uroligheder blandt en flok unge.

Paludan i Gellerup. Foto: Øxenholt Foto

Paludan i Gellerup. Foto: Øxenholt Foto

En politimedarbejder tog i den forbindelse fat i en 13-årig dreng for at tage en alvorlig samtale med ham, men det fik drengen til at skubbe betjenten i brystet, hvorefter der opstod uroligheder.

De unge blev bedt om at forlade stedet, men en 22-årig mand nægtede, blev opfarende overfor betjentene og iførte sig maskering, som han gentagne gange blev bedt om at fjerne. Det nægtede han også, og derfor blev den 22-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet.

Gerningsmændene bag fyrværkeri-affyringerne nåede væk, før politiet kunne få fat på dem. Foto: Øxenholt Foto

Gerningsmændene bag fyrværkeri-affyringerne nåede væk, før politiet kunne få fat på dem. Foto: Øxenholt Foto

Næstefter var det meningen, at Stram Kurs skulle til Bispehaven. Så langt nåede partiet dog aldrig, for der opstod allerede ballade, da politiet ankom for at sikre området forinden.

Her blev betjentene mødt af fyrværkeri, der blev affyret mod dem, og en betjent blev ramt på benet af fyrværkeriet. Kort efter skød betjentene tåregas mod ballademagerne, der herefter stoppede med at affyre fyrværkeri.

Alle personerne nåede væk, før politiet fik fat i dem, men nu efterforskes hændelsen for at finde frem til gerningsmændene.

Paludan skulle også have været på Rådhuspladsen, men det blev droppet.

Gerningsmændene bag fyrværkeri-affyringerne nåede væk, før politiet kunne få fat på dem. Foto: Øxenholt Foto

Gerningsmændene bag fyrværkeri-affyringerne nåede væk, før politiet kunne få fat på dem. Foto: Øxenholt Foto

dp

Publiceret 28 May 2019 12:41