Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Grundlovsforhør i Aarhus med drabssigtet måtte afbrydes

Heller ikke fredag formiddag var den 28-årige mand, der er sigtet for dobbeltdrabet i Sabro, i stand til at gennemføre et grundlovsforhør

Af
Jonas Wrede Hansen

Med tydelige skrammer i ansigtet og iført hospitalstøj blev den 28-årige mand, der er sigtet for dobbeltdrabet i Sabro, fredag formiddag ført ind af to politibetjente til det andet grundlovsforhør i drabssagen. Dagen før valgte man at foretage et grundlovsforhør in absentia, hvilket betød, at man ikke havde den sigtede i sagen til stede. Her blev den 28-årige mand varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling frem til 21. maj, og så skulle der afholdes et nyt grundlovsforhør, når manden var klar til det.

Det blev han vurderet til at være fredag, og derfor blev der igen afholdt et grundlovsforhør.

Da den 28-årige mand, der er sigtet for at have dræbt de to personer med økse og kniv i et rækkehus onsdag aften i Sabro, havde sat sig ned, startede dommeren retsmødet ved at få den 28-årige til at bekræfte sin identitet. Men den drabssigtede virkede noget desorienteret og besvarede de fleste spørgsmål med "ved ikke" og lignede bestemt ikke en, der var klar over, hvad der foregik eller hvad der var foregået i rækkehuset onsdag aften.

Kunne ikke gennemføres

Efter sigtelsen var blevet læst op, anmodede anklageren om lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Det gik dommeren med til, og derfor blev dørene lukket for offentligheden.

Bag de lukkede døre blev det dog senere besluttet at afbryde grundlovsforhøret, da det igen blev vurderet, at den 28-årige fortsat var i en mental tilstand, der gjorde, at han ikke kunne deltage. Han blev derfor kørt tilbage til psykiatrisk afdeling, oplyste politiet fredag eftermiddag på Twitter.

Overfor Lokalavisen Aarhus oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, at man vil forsøge med et nyt grundlovsforhør igen, når den 28-årige bliver skønnet klar til det.

Det var kort før klokken 21.30 onsdag aften i sidste uge, at de dræbte blev fundet i et rækkehus i Højagerparken i Sabro. Politiet har endnu ikke endeligt identificeret de to dræbte, men formoder, at der er tale om husets 92-årige mandlige beboer samt en 61-årige kvinde.

Den 28-årige mand, der er sigtet for drabet, blev fundet og anholdt et par timer efter det uhyggelige fund. Han er desuden i familie med både den dræbte mand og den dræbte kvinde.

Publiceret 27 April 2019 09:30