Arkivfoto.

Bombe-panik:

Mand gik ind i butikker og sagde, at han havde en bombe

En 42-årig mand er blevet sigtet for at have fremsat en bombetrussel

To butikker i Aarhus fik torsdag besøg af en mand, der truede med, at han havde en bombe i sin taske. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Klokken 10.42 gik manden ind i Salling i Aarhus, hvor han tog kontakt til en medarbejder i parfumeafdelingen og bad om hjælp til at finde en parfume. Manden fik lov til at dufte til en testparfume, men ville så pludselig have en anden parfume, som ikke var pakket ud. Da han begyndte at pakke den ud, forklarede ekspedienten ham, at han måtte betale for parfumen, hvis han pakkede den ud. Pludselig ville manden have ekspedienten til at tage hans taske, hvilket hun afvise, hvorefter han udbrød ”det er en bombe”, fremgår det af døgnrapporten.

Ekspedienten tog kontakt til butiksvagten, der i første omgang blot troede, der var tale om en almindelig butikstyv, og han tog derfor fat i manden, da han var på vej ud af butikken. Vagten kiggede i mandens taske, og kunne konstatere, at den var tom, og da manden heller ikke havde tyvekoster på sig, blev han sendt videre.

Anholdt og sigtet

Han kom dog tilbage kort tid efter og gik truende hen mod ekspedienten og kaldte hende diverse skældsord, hvorefter vagten tog fat i ham og eskorterede ham ud af butikken. Først her blev vagten klar over, at manden havde sagt, der var en bombe i tasken, og han kontaktede derfor politiet, mens han fulgte efter manden, der var gået i retning af banegården.

Kort efter fik en patrulje kontakt til den 42-årige mand ved Ryesgade/Rosenkrantzgade og han blev anholdt og sigtet for at have fremsat en bombetrussel. En medarbejder fra Mødrehjælpen havde overværet anholdelsen og kontaktede efterfølgende politiet, da manden også havde været forbi deres butik tidligere. Her havde han også forsøgt at aflevere sin taske, mens han havde sagt noget om en bombe.

Politiet gennemgik derfor Mødrehjælpens lokaler, dog uden at finde noget. Den 42-årige mand blev også sigtet for at have fremsat en bombetrussel mod medarbejderen i Mødrehjælpen.

jwh

Publiceret 26 April 2019 11:58