Foto: Øxenholt Foto

To personer fundet dræbt:

Politiet har anholdt familiemedlem

To personer blev onsdag aften fundet dræbt i Sabro

Af
Jonas Wrede Hansen

Østjyllands Politi fandt onsdag aften to personer dræbt i et hjem i Sabro, og det var formentlig husets 92-årige mandlige beboer og en 61-årig kvinde, som blev fundet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De dræbte er dog torsdag morgen endnu ikke endeligt blevet identificeret, og Østjyllands Politi ønsker ikke at uddybe årsagen til dette over for Lokalavisen Aarhus.

Foto: Øxenholt Foto.

"Det kan jeg ikke sige mere om. Der bliver selvfølgelig arbejdet på at få dem identificeret," fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

Familiemedlem anholdt

Et par timer efter det tragiske fund blev en 28-årig mand anholdt i Sabro og sigtet for drabene. Den anholdte er i familie med de to personer, som politiet formoder er de dræbte.

Politiet har været til stede på adressen i nat og tidlig torsdag morgen, hvor betjentene har arbejdet på gerningsstedet for at undersøge det nærmere.

Den 28-årige mand bliver torsdag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus. Det kommer til at foregå uden, at han selv er til stede, da han ifølge Østjyllands Politi ikke er i stand til at møde op. Af hensyn til den videre efterforskning er der anmodet om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør. Derfor ønsker Østjyllands Politi heller ikke at udtale sig yderligere i sagen.

Lokalavisen Aarhus følger sagen

Publiceret 25 April 2019 09:04