Brandvæsnet måtte endnu en gang kaldes ud til det vestlige Aarhus, hvor der var ild i en container og byggematerialer.

Brandvæsnet måtte endnu en gang kaldes ud til det vestlige Aarhus, hvor der var ild i en container og byggematerialer. Foto: Øxenholt Foto

De påsatte brande fortsætter:

Container og byggemateriale omgivet af flammer

Igen i nat måtte brandvæsnet rykke ud til brande i det vestlige Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

Både politi og brandvæsen måtte sent tirsdag aften og natten til onsdag endnu en gang rykke ud til brande i det vestlige Aarhus. Faktisk var det tredje nat i træk, at der opstod brande i det uroplaget område.

Det bekræfter Lotte Fisker Jørgensen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

"Klokken 23.53 får vi en anmeldelse om brand i en container på Musvågevej, og klokken 00.10 er der ild i nogle byggematerialer på Torpevænget," fortæller hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er tredje nat i træk, at brandvæsnet har været i det vestlige Aarhus for at slukke påsatte brande.

Det er tredje nat i træk, at brandvæsnet har været i det vestlige Aarhus for at slukke påsatte brande. Foto: Øxenholt Foto

Overfor TV2 Østjylland oplyser indsatsleder Jesper Hansen fra Østjyllands Brandvæsen, at der var tale om påsatte brande.

"Der var ikke optræk til noget ballade, og vi har ikke følt os truet overhovedet," påpeger indsatslederen dog til mediet.

Kan have bande-relation

De seneste dages mange påsatte brande i det vestlige Aarhus kan muligvis være en reaktion på, at politiet torsdag i sidste uge lukkede et tilholdssted for Trillegårdsbanden på Kappelvænget i området.

"I hvert fald containerbrandene er formentlig påsatte, og det et nærliggende at tro, brandene har forbindelse med lukningen af tilholdsstedet," sagde Østjyllands Politis vagtchef Jes Frederiksen lørdag til Lokalavisen Aarhus, da der havde været flere påsatte brande.

Klublokalerne blev lukket torsdag 11. april klokken 11, og samme dag ved 15-tiden forsamlede en række unge mænd sig tæt på huset og viste deres utilfredshed ved at råbe skældsord og kaste et par mindre sten mod politiet.

Kort efter midnat blev politi og brandvæsen kaldt ud til fem påsatte brande omkring Kappelvænget i containere, skraldespande og lignende, ligesom der blev smadret flere ruder i kulturhuset på Kappelvænget. Natten til tirsdag kulminerede det med adskillige brande i området, hvor brandvæsnet også oplevede at blive beskudt med fyrværkeri.

Publiceret 17 April 2019 10:15