Modelfoto

Modelfoto Foto: Adobe Stock

Butikstyv truede vagt: "Jeg skyder hovedet af dig"

27-årig mand er blevet sigtet for røveri, fordi han truede vagt under butikstyveri

Østjyllands Politi blev tirsdag kl. 17.39 kaldt til Rema 1000 i Frederiksgade i Aarhus C, hvor en butiksvagt havde lagt en butikstyv i håndjern.

Butiksvagten var blevet tilkaldt af personalet, som syntes, manden virkede mistænkelig. Personalet havde set ham putte varer i sin rygsæk, og da han forlod butikken uden at betale, forsøgte den tilkaldte vagt at tilbageholde ham udenfor butikken.

Tyven forsøgte at vriste sig fri og råbte "jeg skyder hovedet af dig" til vagten.

Vagten forsøgte at få tyven med ind i butikkens baglokale, men han kæmpede imod og blev så voldsom, at vagten til sidst lagde ham på jorden og gav ham håndjern på, hvorefter han blev ført ud i baglokalet, hvor man ventede på politiet.

Da patruljen kom til, blev den 27-årige mand anholdt og sigtet for røveri. I hans taske fandt betjentene flere varer fra butikken, som manden ikke havde betalt for.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 10 April 2019 12:20