Modelfoto

Modelfoto Foto: Adobe Stock

Politirapporten: Mand i campingvogn kom til skade i brand

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Brand i campingvogn

Østjyllands Politi fik mandag kl. 14.17 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en campingvogn på Benneshede i Harlev J, og at branden havde spredt sig til en tilstødende bygning. Brandvæsnet kom hurtigt til stedet og fik kontrol over ilden, og kl. 16.27 var branden slukket. En 65-årig mand var kommet lettere til skade ved branden, da han havde opholdt sig i campingvognen, da branden brød ud. Han blev kørt til sygehuset for nærmere undersøgelse. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

”Thomas fra Oyster” ville standse hackerangreb

En 74-årig kvinde fra Lystrup blev mandag kl. 13.00 ringet op på sin fastnettelefon af en mand, der præsenterede sig som ”Thomas fra Oyster”. Manden oplyste kvinden om, at en hacker var i færd med at bryde ind i hende netbank via de data, som Oyster var i besiddelse af i forbindelse med kvindens telefonabonnement.

Manden ville omgående forsøge at standse hackerangrebet, men det krævede, at kvinden oplyste ham sit cpr-nummer, sine NEMID-oplysninger og sin kode, hvilket hun gjorde. Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at der var foretaget uretmæssige transaktioner fra hendes bankkonto, hvor der var overført penge til en fremmed bankkonto.

To biler i brand

Østjyllands Politi fik mandag kl. 23.28 en anmeldelse om, at der var brand i to biler, der holdt parkeret ved Gellerup Kirke på Gudrunsvej i Brabrand. Begge biler udbrændte, men årsagen til branden kendes endnu ikke. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Butikstyv måtte nøjes med sine egne solbriller

En 30-årig mand var mandag ved 15.30-tiden på besøg i butikken Tiger på Telefontorvet i Aarhus, hvor en ansat så, at han stod og kiggede på de solbriller, der var til salg. Pludselig tog manden et par solbriller fra udstillingen og hængte i stedet sine egne på den ledige plads, hvorefter han forlod butikken uden at betale for de andre solbriller.

Butiksmedarbejderen tog herefter kontakt til en vagt, der kort efter fik fat i manden ved Smøgen og førte ham med hen til butikkens baglokale, hvor han ventede, da politiet ankom. Manden, der er algerisk statsborger, blev sigtet for butikstyveri af solbrillerne. Da han er udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde på 500 kroner, som han modtog.

Færdsel

Mandag kl. 07.47 skete der et færdselsuheld på Bredstrupvej i Aarhus N. En 46-årig kvindelig cyklist kørte frem for ubetinget vigepligt og blev ramt af en bil ført af en 42-årig mand. Kvinden blev kørt til kontrol på skadestuen, men var umiddelbart ikke kommet til skade.

Færdsel

En 32-årig mand blev mandag kl. 12.48 anholdt og sigtet for narkokørsel, for kørsel i frakendelsestiden og for overtrædelse af oplysningspligten, da han blev standset af en patrulje på Jægergårdsgade i Aarhus C.

Færdsel

En 69-årig mand blev mandag kl. 19.11 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Trankær Mosevej i Tranbjerg.

Færdsel

En 21-årig mand blev mandag kl. 21.50 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Rydevænget i Aarhus V.

Færdsel

En 24-årig mand blev natten til tirsdag kl. 01.01 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Rydevænget i Aarhus V.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

På Karensvej i Brabrand begået mellem søndag den 7/4 kl. 20.00 og mandag den 8/4 kl. 09.15

På Balagervej i Viby begået mellem onsdag den 27/3 og mandag den 8/4

I Højlundsparken i Fastrup ved Solbjerg begået mellem tirsdag den 8/1 og søndag den 31/3

På Oddervej i Højbjerg begået mellem onsdag den 3/4 kl. 18.30 og fredag den 5/4 kl. 05.00

På Kærsvinget i Sabro begået mandag den 8/4 mellem kl. 06.30 og kl. 14.00

På Tranekærparken i Risskov begået mandag den 8/4 mellem kl. 14.30 og kl. 17.33

jr

Publiceret 09 April 2019 13:52