Foto: Google Street View

Lastbil kørte ind i letbane-bro i det centrale Aarhus

Der skete natten til fredag et uheld ved Spanien i Aarhus, hvor en lastbilchauffør kørte ind i en letbanebro

Af
Jonas Wrede Hansen

En 29-årig lastbilchauffør fik ikke vurderet højden på en letbanebro særlig godt, da han i nat skulle køre under den. Lastbilens tag ramte således direkte ind i broen. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Uheldet skete klokken 4.42 på Spanien i det centrale Aarhus, hvor den 29-årige lastbilchauffør forsøgte at køre under broen. Lastbilen var altså for høj til, at det kunne lade sig gøre. Ved uheldet blev lastbilens tag ødelagt, men chaufføren kom umiddelbart ikke noget til. Broen fik desuden ikke større skader, oplyser politiet.

"Det er endnu ikke blevet vurderet, om manden for en sigtelse for uheldet," fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

Han kan i øvrigt fortælle, at der i forbindelse med uheldet ikke opstod trafikale problemer, da det skete på det tidspunkt, som det gjorde.

Publiceret 29 March 2019 17:48