Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Voldtog kvinde og fotograferede hende nøgen i Botanisk Have:

Nu har 30-årig mand fået sin dom

En 30-årig mand blev onsdag ved Retten i Aarhus idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid, efter han i sommer stod bag en voldsom voldtægt mod en 26-årig kvinde i Botanisk Have

Et nævningeting har ved Retten i Aarhus onsdag dømt en 30-årig mand fra Somalia til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for at have voldtaget en kvinde i sommer. Det oplyser Østjylands Politi i en pressemeddelelse.

Det var natten til den 23. juli, at den 30-årige ifølge dommen voldtog den 26-årige kvinde. De to havde mødt hinanden på en varmestue i Aarhus, de faldt i snak, og den 30-årige spurgte kvinden, om hun ville med hen og hente en hund, han skulle have.

Da de nåede Botanisk Have, blev den 30-årige pludselig aggressiv og tog kvælertag på kvinden og truede hende verbalt, mens han trak hendes bukser af. Under voldtægten tog manden intime billeder af kvinden, som han senere viste til en ven.

Kvinden løb efterfølgende ud af Botanisk Have, hvor hun bad om hjælp hos en tilfældig forbipasserende, som tilkaldte politiet.

Ud fra kvindens forklaring og afhøring af vidner fandt Østjyllands Politi senere samme dag frem til den 30-årige, som blev anholdt og sigtet for voldtægten.

Nægtede voldtægt

Den 30-årige forklarede i retten, at den 26-årige frivilligt havde haft samleje med ham. Den forklaring troede retten dog ikke på. Blandt andet på grund af de skader kvinden havde, da hun blev undersøgt kort efter anmeldelsen.

Ud over voldtægten blev den 30-årige også dømt for at have 100 børnepornografiske billeder på sin telefon og for et indbrud begået i april 2018.

”Der er tale om en grov voldtægt, hvor kvinden blev udsat for både vold og trusler og efterfølgende blev tvunget til at tåle, at manden tog billeder af hendes nøgne krop. Jeg er derfor tilfreds med, at et enig nævningeting fulgte min påstand om anbringelse på en psykiatrisk afdeling og udvisning for bestandigt,” siger anklager Tanja Fogt i pressemeddelelsen.

Den 30-årige modtog dommen.

jwh

Publiceret 27 March 2019 17:54