Mand smadrede bilruder i seks biler i Malling og stjal ting fra bilerne.

Mand smadrede bilruder i seks biler i Malling og stjal ting fra bilerne. Foto: Adobe Stock

Sov i telt ved kirken i Malling: Havde smadret seks biler med bushammer

22-årig erkender tyveri fra flere biler, som har fået smadret en rude

Torsdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 30-årig kvinde i Malling, der havde haft indbrud i hendes bil, der holdt parkeret foran hendes hus på Stenhøjgårdsvej i Malling.

Kvinden lavede et opslag lokale Facebookside, og kort efter skrev flere andre, at de også havde haft indbrud i deres biler.

En person skrev, at der lå en mand og sov ved kirken, og at der også lå en bushammer på stedet. Den 30-årige kvinde og hendes mand gik derfor en tur forbi kirken, hvor der rigtignok lå en mand og sov i et telt, og der lå en bushammer udenfor teltet.

Vågnede

Kvinden ringede derfor til politiet, og under samtalen vågnede manden og begyndte at pakke sine ting sammen og forlade stedet. Hun holdt øje med manden, mens hun havde politiet i røret, og kort tid efter ankom en patrulje til stedet og fik ham anholdt.

Den 22-årige mand havde foruden nødhammeren en hobbykniv på sig, og han blev sigtet for overtrædelse af Våbenloven og Knivloven.

Han forklarede, han havde begået indbrud i flere biler, men ikke rigtig kunne huske noget. Det viste sig, at han havde smadret bilruder og stjålet genstande fra i alt seks biler i Malling centrum, så han blev sigtet for seks tyverier fra personbiler.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jr

Publiceret 08 March 2019 16:17