Øxenholt Foto

Voldsomt færdselsuheld: Porsche hamrede ind i træ

Passager klagede over rygsmerter efter voldsomt solouheld

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Brandvæsen blev mandag eftermiddag kaldt ud for at hjælpe til ved et færdselsuheld på Skødstrupvej i Hjortshøj. Her var en sort Porsche kørt ind i et træ, der stod i vejsiden.

Øxenholt Foto

Ifølge Lokalavisens oplysninger fra fotografen på stedet gik den mandlige fører af bilen rundt på vejen, mens en 32-årig kvinde fra Skødstrup sad teknisk fastklemt på passagersædet. Bilen lå i en grøft og blev trukket op på vejen, så redningsmandskabet kunne klippe fordøren af og få kvinden ud.

Hun klagede over nakkesmerter og blev kørt med ambulance til undersøgelse på skadestuen. Politiet kender ikke hendes tilstand, men den er ikke livstruende, oplyser pressemedarbejder Jakob Christiansen til Lokalavisen.

Føreren af bilen var en 34-årig mand. Fotografen på stedet fortæller, at han havde sat sig på forsædet i ambulancen, men blev taget med af politiet og kørt væk.

Øxenholt Foto

Skødstrupvej var kortvarigt spærret i forbindelse med uheldet, der blev anmeldt til politiet mandag kl. 13.25. Som man kan se på billeder fra stedet, skete der stor skade på den dyre bil, der kørte med såkaldte faste nummerplader, som består af to røde bogstaver og fire sorte tal.

Publiceret 14 January 2019 16:21