Arkivfoto

Arkivfoto

Flugtbilist efterlyst:

Politiet søger vidner til påkørsel i Viby

32-årig mand blev påkørt i Viby-kryds onsdag morgen

(Rettelse: Af politiets døgnrapport fremgik det, at man formodede, at der var tale om en bevidst påkørsel. Politiet oplyser til Lokalavisen Aarhus, at der er tale om en fejl, og at der ikke er belæg for at skrive det.)

Tidligt onsdag morgen klokken 05.57 blev en 32-årig mand påkørt af en bil, da han gik ved krydset Grundtvigsvej/Vilhelm Becks Vej i Viby.

Føreren af bilen kørte herefter hurtigt fra stedet videre ad Christian X's Vej i retning mod syd.

Et vidne, der så uheldet, beskriver bilen som muligvis en mørk stationcar.

Politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der har set uheldet, eller som kan have set flugtbilen umiddelbart før eller efter uheldet.

Den 32-årige mand blev kørt til skadestuen, men har ikke fået alvorlige skader i forbindelse med sammenstødet.

Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

dp

Publiceret 24 October 2018 10:40