Foto: Rigspolitiet

25-årig anholdt for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder

Politiet har fundet og anholdt den fjerde og 'sidste' person i sag om voldtægt og farlig vold i Allingåbro

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi oplyser, at man har anholdt en 25-årig mand, der er sigtet for at have voldtaget en 18-årig kvinde under 'særligt skærpende omstændigheder'. Den 25-årige mand bliver i dag, mandag, fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Foruden voldtægt er han sigtet for at have frihedsberøvet kvinden og have begået vold af særlig farlig karakter mod hende.

Den 25-årige mand er den fjerde person, der er blevet anholdt i den alvorlige sag, som fandt sted natten til torsdag på en adresse i Allingåbro, hvor den 18-årige kvinde blev holdt fanget i flere timer og ifølge sigtelserne udsat for voldtægt og grov vold. De tre andre er alle blevet varetægtsfængslet i fire uger for medvirken til voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold. Det drejer sig om en 16-årig dreng fra Nordjylland, en 22-årig mand fra Aarhus og en 24-årig kvinde fra Djursland.

Den 25-årige mand, der nu er blevet anholdt og sigtet for at have begået voldtægten mod den 18-årige kvinde, har ukendt adresse.

Offeret i sagen, den 18-årige kvinde, kommer fra Sjælland. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.

Publiceret 13 August 2018 11:19