Politiet måtte anholde den 23-årige, fordi han var opfarende. Modelfoto

Erwin Wodicka

Uro med kniv på Klostertorvet: Flere personer anholdt

Østjyllands Politi øger tilstedeværelsen på Klostertorvet efter uro onsdag eftermiddag

Onsdag eftermiddag blev der flere gange anmeldt uro omkring Klostertorvet i Aarhus, hvor en gruppe havde forsamlet sig. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ifølge anmeldelserne var de påvirket af spiritus og råbte op på stedet, så det generede de øvrige i området. Politiet var dernede ad flere omgange og endte med at anholde og sigte tre personer for at forstyrre den offentlige orden, da de ikke ville forlade stedet.

Klokken 00.39 i nat blev politiet kaldt derned igen. Her var der melding om, at en mand havde trukket en kniv mod nogle af de øvrige tilstedeværende og truet dem med at stikke dem ned. Flere patruljer kom til stedet, hvor den formodede gerningsmand til episoden lå ned. Ifølge vidner havde de to, som han truede, overfaldet ham. I den forbindelse anholdt politiet to personer, en 43-årig mand og en 29-årig mand. Den 29-årige blev sigtet for vold og for at oplyse en andens navn end sit eget til politiet. Den 43-årige blev sigtet for at true den 29-årige på livet med en smørekniv.

"Østjyllands Politi øger opmærksomheden på Klostertorvet og vil være mere til stede for at sikre ro og orden," lyder det i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 26 July 2018 14:21