Unge aarhusianere sigtet for indbrudsforsøg i Horsens

En 21-årig mand fra Brabrand og en 23-årig mand fra Viby er blevet sigtet for indbrudsforsøg mod en virksomhed, der ligger på 2. sal i Borgergade i Horsens.
Mandag klokken 20.28 så et vidne en mand gå om i gyden, mens en anden holdt vagt ude på Borgergade. Umiddelbart efter hørte vidnet lyden af knust glas omme fra gyden.
Her var der blevet knust en rude cirka 2,5 meter over jorden. Rudeknuseren har formentlig været oppe på et halvtag, men det er usikkert, om han har været inde i virksomheden.
Vidnet gav politiet en detaljeret beskrivelse af de to mænd, og kort efter standsede politiet de to aarhusianere, der svarede så godt til signalementet, at de er blevet sigtet for indbrudsforsøg.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.

Publiceret 27 October 2015 09:15