Undren:

Hvorfor skulle hun myrdes og smides her

Langå-borgerne sætter lys ved findestedet, hvor en ukendt kvinde lørdag formiddag blev fundet dræbt

Væthvej snor sig idyllisk ned mod Gudenåen og byen Langå, når man kommer fra Randers. Kort inden broen over den berømte å er der på højre hånd en lille rasteplads med et bord og bænke samt et par affaldsstativer.
Bilerne kører tæt forbi, der er ingen afskærmning ud mod vejen.
Lørdag formiddag fandt en forbipasserende to sorte sække, tapet sammen og indeholdende liget af en kvinde. Smidt lige på rastepladsen uden nærmere skjul, selvom der i området er masser af mulighed for at gemme noget af vejen.
Måske skulle sækkene med liget findes hurtigt. Det efterforsker Østjyllands Politi lige nu.

Respekt for den afdøde

En bil holder ind p-pladsen på den anden side af vejen.
En mor og hendes datter skråer over vejen med et lille glas med lys i.
"Vi vil gerne vise respekt for den afdøde i denne forfærdelige sag," siger moren. Hun hedder Rikke.
"Står vi ovenpå kvinden nu," spørger datteren Celina helt naturligt. Det kunne ligne et lille gravsted med de lys, som andre allerede har sat.
"Nej, hun blev fundet her og er nu flyttet," forklarer moren sin datter.

Det er lidt uhyggeligt, at det sker lige her, mente Rikke og Celina.

Det er lidt uhyggeligt, at det sker lige her, mente Rikke og Celina.

Tænd et lys

På facebook kan man se, at borgerne i Langå er berørt af hændelsen.
"Den rasteplads er vi mange, der kører forbi hver dag. Den skal ikke stå som en mørk og forladt uhyggelig velkomst før Langå-skiltet," skriver Camilla Meyer Bärnholt.
Hun opfordrer sine medborgere til at besøge rastepladsen i løbet af søndagen. Hun var der selv lørdag aften.
"Jeg har forsøgt at tænde nogle gravlys derude for at markere et lys i mørket. Desværre var stormen ikke villig til at lade dem brænde."

Rastepladsen på den anden side af vejen var lørdag genstand for en stor undersøgelse af mange politifolk og retsmediciner. Søndag lå den stille hen igen, men mange kørte eller gik en tur forbi.

Rastepladsen på den anden side af vejen var lørdag genstand for en stor undersøgelse af mange politifolk og retsmediciner. Søndag lå den stille hen igen, men mange kørte eller gik en tur forbi.

null

Publiceret 11 January 2015 17:00