To mænd ville lade champagnepropperne springe - i stedet blev de anholdt af politiet for indbrud.

To mænd ville lade champagnepropperne springe - i stedet blev de anholdt af politiet for indbrud.

Champagnetyve snuppet på fersk gerning

To mænd på 18 og 23 år forsøgte at stjæle nytårs-drikkevarer

Af
Camilla Olesen

En tyverialarm blev udløst natten til 31. december klokken 04.24 fra en restaurant i Rosensgade i Aarhus C. Der blev sendt flere patruljevogne fra Østjyllands Politi til stedet.
Da politibetjentene var på vej til restauranten, opdagede betjente fra hundeafdelingen en modkørende bil i Studsgade, som de besluttede sig for lige at tage et tjek på.
Bilen kørte ind i en baggård og standsede. Da betjentene henvendte sig til personerne i bilen, kunne de konstatere, at det var to mænd fra Aarhus på 18 og 23 år, og derudover opdagede de, at der på bilens bagsæde lå en sportstaske, hvor der var syv gode flasker champagne og en seks-liters vodka.
Det viste sig, at gerningsmændene kort forinden havde smadret en rude til restauranten i Rosensgade og derfra havde de taget champagnen og vodkaen.
De to unge gutter blev anholdt klokken 04.30, og det forventes, at de bliver løsladt, når de er blevet afhørt i sagen, oplyser Østjyllands Politi.

null

Publiceret 31 December 2014 12:30