Snyd med adresser kostede dom til tre unge
En aktiv indsats har nu givet tre unge en betinget fængselsdom for snyd med adresser
Tre unge mennesker fra Aarhus har udnyttet, at man får højere SU, når man er udeboende, end hvis man bor hjemme ved at have en proforma-adresse, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Opdagelsen af de unge er sket på baggrund af et tæt samarbejde mellem politi, skat og Aarhus Kommune.
Udlejeren af villaen, hvor de havde adressen registreret, fik 50 dages betinget fængsel, som han ankede på stedet, mens de tre unge fik 30 dages betinget.
“Brugen af proforma-adresser for at få sociale ydelser, for eksempel højere SU, ses tilsyneladende blot som en smart fidus og ikke som noget kriminelt. Det opfattes som noget, alle gør, men det kan altså give dem en hård straf og alvorlige pletter på straffeattesten,” siger Jens Henrik Jensen, vicepolitikommissær i Lokalpolitiet Århus Vest.
Publiceret 10 January 2014 14:15