Skoleleder på Rundhøjskolen, Mogens Toustrup, er meget frustreret over, at der stadig er salg af hash lige ved siden af skolen. Han havde en klar fornemmelse af, at det var stoppet, men det er ikke virkeligheden.

Skoleleder på Rundhøjskolen, Mogens Toustrup, er meget frustreret over, at der stadig er salg af hash lige ved siden af skolen. Han havde en klar fornemmelse af, at det var stoppet, men det er ikke virkeligheden.

Fortsat hash-salg chokerer skoleleder

Gennem længere tid har der været salg af Hash i Rundhøj. Skoleleder Mogens Toustrup er overrasket over, at det fortsat er et problem

Af
Camilla Olesen

“Det kommer meget bag på mig, at det fortsat er et problem med hashsalg i Rundhøj,” sådan siger skoleleder på Rundhøjskolen, Mogens Toustrup, da Lokalavisen ringer for at fortælle ham, at der er store problemer med salg af hash i området.
Han er bevidst om, at det sidste år har været en udfordring, men at det fortsat finder sted, var han ikke klar over.

Et alvorligt problem

Ifølge kilder fra området kommer der mere eller mindre dagligt og ofte flere gange i løbet af dagen, to biler kørende, som sælger hash til en håndfuld unge drenge med anden etnisk baggrund end dansk. På Rundhøjtorvet, nærmere specifikt foran spillekiosken, køber drengene hash, og sælger det så derefter videre.
“Vi tager det meget alvorligt, og jeg bliver arrig af det her. Jeg giver alle forældrene besked i dag (torsdag 2. januar, red.) på intranettet og lærere samt pædagoger bliver også informeret,” siger skolelederen fra Rundhøjskolen.

Ingen udgangstilladelse

Eleverne på Rundhøjskolen har udgangsforbud i frikvartererne undtagen 10. klasses-eleverne, og selv om Mogens Toustrup jo ikke kan garantere 100 procent, at eleverne ikke går ud, så har han en klar fornemmelse af, at det ikke er tilfældet.
“Vi skal have det her hashsalg stoppet. Jeg bliver så gal over, at det stadig foregår, og det irriterer mig grænseløst,” siger Mogens Toustrup og fortsætter:
“Nu bliver det her meldt til politiet, og vi vil have endnu mere skarpt tilsyn med vores elever. Derudover informerer jeg også de omkringliggende skoler for at gøre opmærksom på problemet.”
Han pointerer, at skolen har et tæt samarbejde med alle andre instanser i området, og at de i fællesskab må hjælpe hinanden med at komme problemet til livs

Eleverne er ikke påvirkede

“Jeg skal have analyseret problemet, og skolen laver forebyggende arbejde i forhold til eleverne, når det drejer sig om hash, og derfor kommer der også til at være samtaler mellem lærerne og eleverne i området,” siger han.
Mogens Toustrup har dog en opfattelse af, at det ikke er Rundhøjskolens elever, der ryger hash eller køber det i skoletiden.
“Vi har ikke set noget på vores elever overhovedet, og vi ville opdage, hvis de var påvirkede af hash,” siger skolelederen.

Politiet er opmærksom

Hos Østjyllands Politi er man klar over, at hashsalget i Rundhøj er et problem.
“Vi er opmærksomme på salget. Det har stået på længe, men vi kan ikke stoppe det,” siger Morten Daugaard, vicepolitikommissær og leder af afdelingen for forebyggende kriminalitet ved Østjyllands Politi og fortsætter:
“Vi kan ikke fjerne hashsælgerne fra gaden. Vi kan give dem en bøde, men for at de skal ind og sidde, så skal de have meget store mængder hash på sig, og det har de ikke. Hvis de har fået en bøde eller været med på stationen, så kan de stå og sælge hash igen to timer efter.”
Morten Daugaard opfordrer til, at alle, der ser noget i området, bliver ved med at kontakte politiet.
“Vi er meget afhængige af borgernes informationer, så de skal blive ved med at kontakte os,” siger han.





Hvordan kommer man hashen til livs?

Hvad skal lokalområdet gøre for at komme hashsalget på Rundhøjtorvet til livs? Hvis du har forslag, hører Lokalavisen Aarhus gerne fra dig, så kontakt camilla.olesen@lokalavisen.dk eller på telefon: 51561961

Publiceret 08 January 2014 12:00