Politirapporten:

Brød container op og stjal havetraktor

Uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport fra tirsdag 30. november til onsdag 1. december

Af
Grethe Bo Madsen

Dagens positive nyhed: Indbrud i villaer i Østjylland er den seneste uge sammenlignet med samme uge sidste år faldet med 50,7 procent.
Der er i kredsen i alt modtaget seks anmeldelser om tyveri fra personbil/varebil/lastbil.
Ydermere er der modtaget to anmeldelser om tyveri fra lomme/taske/bagage.
Røveri mod forretning
Klokkeskovvej, Stavtrup
Tirsdag 30. november 20:36
To maskerede gerningsmænd indfandt sig efter lukketid og fik adgang via bagdør. Under trussel fik de udleveret et større kontantbeløb i sedler fra kasser samt døgnboks. Røverne forsvandt i ukendt retning. De to røvere beskrives som dansktalende, ca. 20-25 år og ca. 185 cm høje. Iført lyseblå røverhuer, sorte vindjakker, benklæder med tynde striber og Nike sko.
Indbrud i privat beboelse
Hasselhøj, Hasselager
Fredag 26. november 08:00 - tirsdag 30. november 12:10
Dør opbrudt. Der blev stjålet en PS3, spil samt en bærbar computer af mrk. HP.
Indbrud i privat beboelse
Grimsbrovej, Todbjerg
Tirsdag 30. november 10:00 - 11:00
Rude knust. Der blev stjålet et fladskærms TV af mrk. Samsung, en bærbar computer af mrk. Acer, samt en PS3.
Indbrud i øvrigt
Ny Studstrupvej, Skødstrup
Torsdag 25. november 14:30 - tirsdag 30. november 08:30
Låsebom på container skåret over med vinkelsliber el.lign.  Der blev stjålet en havetraktor af mrk. Jonsered, en plæneklipper af mrk. Klippo, en fejemaskine, en buskrydder af mrk. Stihl, en hækklipper, benzin, samt diverse håndværktøj.
Indbrud i privat beboelse
Bendstrupvej, Skødstrup
Tirsdag 30. november 08:00 - 14:45
Rude knust. Der blev stjålet en bærbar computer samt en PS3.
Spirituskørsel
Børupvej, Tranbjerg
Tirsdag 30. november 15:55
En 67-årig mand blev fundet sovende i sin bil, der var kørt fast i en snedrive. Manden blev konstateret påvirket af spiritus. Han blev anholdt og indbragt til politigården for lægeundersøgelse. Løsladt senere.

null

Publiceret 01 December 2010 15:00