"Jeg har glemt nøglen, så nu bliver du nødt til at tage med mig hjem og spise frokost", drillede Stig Heidemann godmodigt Omar, der da heller ikke troede på, hvad vicepolitikommissæren sagde.

Ni-årige Omar lagt i håndjern

Politiet gæstede Ellekærskolens sommerskole

Af
Af Hanne Vammen

Omar El-Atir, ni år, der går i 2. klasse, oplevede at blive lagt i håndjern, da Ellekærskolen for anden uge i dag holdt sommerskole.
Vicepolitikommissær Stig Heidemann og politiassistent Gitte Stubkjær kiggede forbi i deres biler med blå blink på taget, og der gik ikke mange øjeblikke, fra bilerne var kørt ind på parkeringspladsen foran skolen, før de var fyldt med børn, der skulle se det udstyr, betjentene havde med.
"Jeg har glemt nøglen, så nu bliver du nødt til at tage med mig hjem og spise frokost", drillede Stig Heidemann godmodigt Omar, der da heller ikke troede på, hvad vicepolitikommissæren sagde.
"Nej", lo han, inden han efter at have vist kammeraterne håndjernene blev sluppet fri igen.

Spændende arbejde

Gitte Stubkjær tog også kegler, da hun viste patruljevognen frem.
"Når nogen har sat sig ind på bagsædet, har vi tit sagt: Klokken er mange, og du er taget til fange", fortalte hun.
"Klokken er mange, og du er taget til fange", gentog en dreng.
"Ja, rigtigt, du har lært det, så du kan godt søge ind", sagde politiassistenten.
Søge ind til politiet kunne 13-årige Laura Devantié fra 7. klasse godt tænke sig.
"Jeg har set mange af Station 2-udsendelserne på TV, og synes, at det kunne være spændende at blive ansat hos politiet", fortalte hun.

Gitte Stubkjær kunne blandt andet vise radioen frem, og det var et hit, da den pludselig gav lyd fra sig.

Gitte Stubkjær kunne blandt andet vise radioen frem, og det var et hit, da den pludselig gav lyd fra sig.

Overfaldet på gaden

Laura Devantié blev i januar overfaldet af nogle drenge, hun ikke kendte, da hun og nogle kammerater var på vej til MCDonald's.
De sparkede hende i ryggen og slog hende i ansigtet, og overfaldet blev meldt til politiet, der heldigvis fandt gerningsmændene.
"Det er en oplevelse, der har forstærket min lyst til at blive politibetjent. Jeg vil gerne være med til at sikre, at andre kan gå i fred på gaden", kunne hun fortælle.
I alt 55 af skolens knap 300 elever havde valgt at melde sig til sommerskolen.
Det var andet år, at der var sommerskole på Ellekærskolen, og af andre aktiviteter end politiets besøg var blandt andet skak, breakdance, førstehjælp, fisketur, besøg hos brandvæsenet, sminkekursus og science med udflugt til Danfoss Universe.

13-årige Laura Devantié kunne godt tænke sig at søge ind til politiet. Hun blev i januar overfaldet på gaden af nogle drenge, hun ikke kendte.

13-årige Laura Devantié kunne godt tænke sig at søge ind til politiet. Hun blev i januar overfaldet på gaden af nogle drenge, hun ikke kendte.

Publiceret 08 July 2010 12:28