Kommunalvalg 2017
Foto: Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Würtz får rådmandspost i stedet for Fabricius : "Vi har haft to meget, meget stærke kandidater"

Socialdemokraterne har konstitueret sig. Camilla Fabricius skjulte skuffelsen godt, hvis den var der

Kristian Würtz bliver igen rådmand, Camilla Fabricius bliver 1. viceborgmester og gruppeformand, og Anders Winnerskjold skal være politisk ordfører.

Det slog borgmester Jacob Bundsgaard torsdag eftermiddag fast på et socialdemokratisk pressemøde på rådhuset.

"Vi har haft to meget, meget stærke kandidater til en rådmandspost, og på baggrund af den drøftelse, vi har haft, er det faldet sådan ud. Det er den kabale, der er lagt for nuværende," slog borgmesteren fast.

LÆS OGSÅ: Kristian Würtz er lettet over valgresultatet

Dagens store overraskelse var uden tvivl, at socialdemokraterne har valgt Würtz frem for Fabricius til at tage en rådmandspost.

Fabricius var nummer to på partilisten og fik tredjeflest stemmer af de socialdemokratiske kandidater - 773 flere end Würtz. Altså har både vælgere og partimedlemmer givet udtryk for, at man helst ser Camilla Fabricius få et større ansvar end Kristian Würtz, der har været heftigt kritisere i forbindelse med diverse skandaler i Teknik og Miljø.

"Det er jo den socialdemokratiske byrådsgruppe, der konstituerer sig, og vi har fire kriterier, vi arbejder med. Det er placering på listen, personlige stemmer, erfaring og mangfoldighed med en kønsmæssig balance. Ingen af de punkter har været udslagsgivende. Det er en kombination og afvejning. Kristian Würtz har vist, at selv når det stormer allermest, så står han rank og kan løfte en svær opgave. Det har selvfølgelig også været en del af overvejelserne," forklarer Jacob Bundsgaard, som har offentliggjort, at han vil gå efter posten som formand for Kommunernes Landsforening.

Får han den, vil Camilla Fabricius ifølge borgmesteren få et større ansvar som viceborgmester, end posten tidligere har budt på.

"Jeg har stillet mig til rådighed som formand for KL, og er der opbakning til det i den bestyrelse, der bliver sat sammen, betyder det også, at jeg vil få flere opgaver i København, end tilfældet er i dag. Det betyder også en nytænkning af viceborgmesterposten, så Camilla i en stribe tilfælde vil skulle være min stedfortræder og løse konkrete opgaver," lød det fra Bundsgaard.

LÆS OGSÅ: Overvældet Winnerskjold: Det troede jeg ikke var muligt

Om Camilla Fabricius bliver skuffet over posten som viceborgmester, hvis ikke Jacob Bundsgaard bliver KL-formand, ville hun ikke forholde sig til.

"Jeg er helt sikker på, at Jacob nok skal blive KL-formand. Jeg synes, vi skal krydse den bro, når vi når den. Jeg er helt sikker på, at vi sammen har truffet det rigtige valg. Jeg er virkelig glad for at få muligheden at kunne bakke Jacob op i hans arbejde og være med til at nytænke den måde, vi driver kommune på. En rådmandspost var interessant, men jeg er glad for, at Kristian kommer til at varetage den. Vi har før haft et godt samarbejde i Teknik og Miljø, og jeg er sikker på, at den rådmandspost, der bliver ledig, vil han klare godt for byen," sagde Fabricius.

Meget naturligt er Kristian Würtz tilfreds med igen at skulle bestride en rådmandspost.

"Jeg er ualmindeligt glad for, at den socialdemokratiske gruppe har bedt mig påtage et rådmandshverv. Vi ved ikke endnu, hvilken post det drejer sig om, men uanset hvad vil jeg bestræbe mig på at præge Aarhus i en endnu bedre retning."

På pressemødet kom det også frem, at det politiske talent Anders Winnerskjold på 25 år selv har bedt om at blive politisk ordfører og dermed en del af den politiske ledelse i Socialdemokratiet.

Han fik et fremragende valg med hele 2.721 personlige stemmer - næstflest i Socialdemokratiet.

"Jeg er beæret, ydmyg og stolt. Jeg glæder mig helt vild til at komme i arbejdstøjet og knokle," siger Winnerskjold.

Se Socialdemokratiets pressemøde her:

Publiceret: 23. November 2017 15:55

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus