Peers naboer i Todbjerg følger utålmodigt med i druernes udvikling fra stok til flaske - og er mindst lige så stolte som vinbonden selv over de flotte præmier.
Peers naboer i Todbjerg følger utålmodigt med i druernes udvikling fra stok til flaske - og er mindst lige så stolte som vinbonden selv over de flotte præmier.

Vinbonden fra Todbjerg: "Du lærer ikke at lave god dansk vin i Frankrig"

Årets bedste danske rosévin og næstbedste rødvin er begge produceret hos hobby-vinavler Peer Ulrich Østergaard fra Todbjerg Vingård

 Udskriv    Kommentér   Del

"Det gode ved at vinde priser er, at folk begynder at forstår, at vi sagtens kan producere velsmagende danske vine. Vin dyrket i Danmark har meget at byde på. Vi skal bare have vindrikkerne til at anerkende at det er en anden smag, end vine fra en stok i Sydeuropa. Der findes også virkelige kvalitetsvine blandt de danskproducerede vine."

Peer Ulrich Østergaard fra Todbjerg Vingård ved, hvad han taler om.

I forrige weekend blev hans rosévin "Nattergalen 2011" kåret som årets bedste danske rosévin, mens hans rødvin "E-S-G 2011" fik sølvmedalje og blev kåret til årets næstbedste rødvin ved Dansk Vinskue 2012.

Et godt rygklap at vinde

"Ved vinskuet konkurrerer vi med erhvervsavlerne - så det er da et godt rygklap at vindeover dem. Det kan forhåbentlig bruges til at sælge en flaske vin eller to sidenhen," smiler han.

Endnu er det ikke noget, Peer bliver rig på, for som hobby-vinavler må han ikke sælge af sine vine.

Men går alt efter planen, regner han med at blive godkendt som erhvervsproducent af vine i løbet af efteråret og vinteren, så han kan sælge af sine dyrebare dråber til næste år.

"I øjeblikket har vi vin fra 3.000 stokke, som vi ikke må sælge - og så meget vin kan vi altså ikke drikke selv. Planen er at indrette produktionelokaler og besøgslokaler i sidebygningen, så vi kan blive godkendt som erhvervsproducent af vine og begynde at sælge fra næste år. Jeg regner med, vi fra næste år vil have en produktionen på omkring 2.000 til 3.000 flasker årligt."

Gårdsalg med smagsprøver

Tanken er at sælge vinene direkte fra gården, så kunderne samtidig kan smage på de forskellige vine.

"Og så håber jeg også vi kan sælge god kvalitetesvin til restauranterne her på egnen. God dansk vin er normalt aldrig et problem at sælge."

Todbjerg Vingård ligger højt hævert 80 meter over havet og vinmarken ligger perfekt på en sydvendt skråning.

Her har Peer plantet 2.000 vinstokke siden 2009, men allerede i 2006 begyndte han at dyrke vin på en mark ved Selling, hvor han stadig har 800 vinstokke, og det er faktisk fra den mark, at vinder-rosévinen er produceret.

"Jeg har gennem 16 års suget viden om druesorter og vinproduktion til mig. Læst og smagt og hørt godt efter. Men jeg har ikke været på kurser i Udlandet. Du lærer ikke at lave god dansk vin i Frankrig."

Familiedrevet vingård

Af de 2000 vinstokke på Todbjerg Vingård er de to tredjedele rødvin, mens resten er hvidvin. Og det er her, Peer pusler mest intensivt om druerne.

"I år afprøver vi en ny druesort, der ikke engang har fået et navn endnu. Den er velegnet til det fugtige danske klima, fordi den modner tidligere og er meget resistent over for svampesygdomme."

Når Peer siger "vi", mener han hustruen Jane og sig selv, for flere er der ikke til at drive Todbjerg Vingård.

Jane deltager gerne med at smage og bedømme vinene, men når det handler om knokleriet i vinmarken, så er det Peers egen afdeling.

"Og ja, det er et meget tidskrævende og hårdt arbejde, som tager en stor del af fritiden. Mange aftener og weekends. Men det er også meget afslappende. Det har en god meditativ virkning. Jeg nyder det faktisk rigtig meget."

Publiceret: 06. September 2012 12:00
Del på Facebook
Se også:
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Lokalavisen Aarhus