Kirstine Moltzen.
Kirstine Moltzen.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vil du være din egen chef? Her sparker de gang i din drøm

Det er blevet hot at være iværksætter. Hos Studentervæksthus Aarhus hjælper de dig på vej

“Er der mon et job til mig, når jeg er færdiguddannet?”

Det spørgsmål stiller flere og flere unge sig selv, og når frem til, at det måske er en idé at skabe deres egen virksomhed og dermed deres eget job. Det fortæller Kirstine Moltzen fra Studentervæksthus Aarhus på Møllevangs Allé i Aarhus N.

“Det er blevet meget hot at være iværksætter - det har virkelig ændret sig de seneste tre års tid. Flere føler, at de må tage ansvar for sig selv, for det er ikke sikkert, at der venter dem et arbejde,” fortæller hun.

Det er, når den første tanke om iværksætter-livet dukker op, at Studentervæksthus Aarhus kommer ind i billedet. Her er der nemlig plads til 75 startup-virksomheder, som får al mulig hjælp og støtte til at udvikle en holdbar idé og føre den ud i livet, som en levedygtig virksomhed - eksempelvis i form af rådgivning fra advokater, revisorer og interne såvel som eksterne konsulenter.

Studentervæksthuset er for alle studerende på Aarhus Universitet, og tilbuddet er gratis. Aarhus Universitet vil nemlig gerne have, at de studerende kan omsætte deres viden til praksis og bidrage til vækst i samfundet ved at skabe nye virksomheder. Derfor giver universitetet også øget fleksibilitet til iværksættere.

“Man kan designe det, så studie og iværksætteri går op i en højere enhed - inspireret af de muligheder som elitesportsudøvere har,” siger Kirstine Moltzen, der tilføjer, at det er meget sjældent, at de unge dropper ud af studiet, mens de forfølger drømmen om egen virksomhed i væksthuset.

Fejler, famler og lærer

Når man først ankommer til Studentervæksthus Aarhus begynder man med et såkaldt Lead In-forløb og programmet Take Off.

“Man får afklaret, om man faktisk har lyst til at arbejde videre med den konkrete idé. Og kan den bære? Man finder ud af, hvad det vil sige at være entreprenør, og her er det helt okay at fejle, famle og lære,” forklarer Kirstine Moltzen og fortsætter:

“Det er en personlig udviklingsperiode og uanset, hvordan det går efterfølgende, så får de studerende nogle redskaber, så de ved, hvad de kan, og hvordan de skal gøre, hvis de har mod på at forsøge sig som iværksættere på et senere tidspunkt.”

Efter Take Off-programmet kan de studerende vælge at søge videre i det, der hedder Accelerate, hvor man går fra idé til en økonomisk bæredygtig forretningsmodel.

Derefter er der plads til 15 virksomgeder i Vækst-programmet. Her er det et krav, at der skal nogle penge ind i projektet i form af salg eller investorer, og der skal være planer om at ansætte folk inden for et halvt år.

“Her får man blandt andet eget kontor og hjælp i form af et eksternt advisory board samt en konsulent fra væksthuset - begge dele følger virksomheden,” forklarer Kirstine Moltzen.

Et godt mix af studerende

Men er det der iværksætter-stads ikke kun noget for business school-studerende:

“Der er en god fordeling fra de forskellige uddannelser - det er slet ikke kun bss'ere (elever fra Aarhus School of Business and Social Sciences, red.),” lyder det fra Kirstine Moltzen, som fortsætter:-

“Og det er godt, at her er en stor mangfoldighed, for det skaber en god dynamik, når man møder folk på gangene, som kan noget andet end én selv. På den måde kan de unge også hjælpe hinanden. De mere etablerede virksomheder fungerer desuden som inspirerende rollemodeller, og her er en stemning af: Selvfølgelig kan det lade sig gøre - også på trods af modgang.”

For modgang kommer der uundgåeligt i et iværksætter-forløb, men Kirstine Moltzen fortæller, at væksthuset faktisk har en rigtig god succesrate.

“Og dem, som måske ikke når hele vejen med egen virksomhed, de kommer rigtig hurtigt i job, for de har jo vist, at de er innovative, har handlemod og forretningsforståelse.”

Der er optag af nye iværksættere til Studentervæksthus Aarhus tre gange om året 1. februar, 1. maj og 1. november.

Publiceret: 13. Marts 2017 06:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Annonce
ANNONCER
Se flere