Den århusianske vikingekampgruppen Ask er nordens ældste og samtidig også en af de største. I denne uge slår de sig løs på Moesgaard Vikingetræf, hvor man som publikum kan opleve dem fra på fredag. Foto: Ask Vikingkampgruppe
Den århusianske vikingekampgruppen Ask er nordens ældste og samtidig også en af de største. I denne uge slår de sig løs på Moesgaard Vikingetræf, hvor man som publikum kan opleve dem fra på fredag. Foto: Ask Vikingkampgruppe
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vikingetræf: “Det er vores Roskilde og OL blandet i et”

For vikingen Vibeke Pagh Schultz er det årets bedste uge, når vikingetræffet på Moesgaard Museum er i gang

“Du skal da have et vikinge-krus,” lyder det insisterende fra Vibeke Pagh Schultz, da kaffen skal hældes op, og hun er klar til at blive interviewet hjemme i sin vikinge-præget lejlighed i True.

Så snart man træder ind i stuen, er det tydeligt, at den godt 1000 år gamle tidsperiode ikke kun fylder noget hos Vibeke et par gange om året. Den er kort fortalt en livsstil. Vibeke er en viking. En kriger for at være mere præcis. Hun kæmper i gruppen Ask, og i denne uge er hun sammen med 500 andre vikingekrigere en del af det årlige træf på Moesgaard Museum.

“Det er så fantastisk. Det er den uge, man glæder sig til hele året. Det er vores Roskilde og OL blandet i et,” lyder det storsmilende fra Vibeke.

For ugens træf står på fest og hygge krydret med kampe mod de andre vikingekampgrupper, som kulminerer i weekenden, hvor det store slag skal slås.

”Det er en ferie fra hverdagen, hvor der er nogle helt andre spilleregler. Tiden går i stå. Man kan være af sted i to dage og tænke 'hold da op, det var vildt det her',” fortæller den århusianske viking.

Slåskampe og blå mærker

Og det er slet ikke en overdrivelse at kalde Vibeke for en viking. I denne uge er hendes tøj håndsyet af de rigtige tekstiler, som man brugte i vikingetiden, og tøjets farver er også realistiske.

”Jeg går op i, at tøjet er syet efter fund. Det er alle sammen plantefarvet med de planter, der kunne findes på det tidspunkt. Vi fortolker gennem arkæologernes gravfund og vores egne præferencer,” fortæller Vibeke.

Siden 2008 har hun været med i den lokale vikingekampgruppe Ask, der er Nordens ældste og samtidig blandt de største. Hver tirsdag og søndag mødes gruppens vikingekrigere på Godsbanen i Aarhus, hvor de kæmper og træner til de mange vikingemarkeder, de deltager i. Her slås de mod de andre grupper, og det er bestemt ikke altid, at det går stille for sig.

“Det er en semikontaktsport. Man kan sagtens få blå mærker, men det er kun, hvis vi kommer til at ramme for hårdt. I den stil, som vi kæmper, der hedder western style, må vi ramme fra over knæene op efter og torso med,” fortæller Vibeke og forklarer, at man er 'død', hvis man kan mærke, at man bliver ramt.

Vibeke Pagh Schultz har tøj og udstyr klar til ugens store vikingetræf på Moesgaard Museum, hvor vikinger fra hele verden mødes. Foto: Jonas Wrede Hansen
Vibeke Pagh Schultz har tøj og udstyr klar til ugens store vikingetræf på Moesgaard Museum, hvor vikinger fra hele verden mødes. Foto: Jonas Wrede Hansen

Det sociale er fantastisk

Men det er ikke kun på grund af de voldsomme slåskampe, at Vibeke hvert år glæder sig til det store træf i Aarhus.

”I løbet af ugen træner og kæmper vi i skoven, men vi bruger også rigtig meget tid på at hygge os sammen. Der er en rigtig god festkultur. Vi fortæller alle vores krigshistorier og synger sange sammen,” siger Vibeke og tilføjer, at det er en uge uden computere og smartphones.

”Når vi hopper i vikingetøjet, så skaber vi en moderne tilpasset tidslomme. Moderne elektronik er væk, så det ikke forstyrrer, og så bruger vi tiden på at hygge,” forklarer Vibeke, som også har introduceret sin datter i vikingeuniverset.

”Jeg har min datter Frida på knap seks år med. Der er en god blanding af børn herude, og så er der også mange af de voksne, hun kender, som hun hygger sig med.”

Faktisk blev Frida nærmest født ved vikingetræffet for seks år siden.

”Jeg havde været derude hele ugen, hvor jeg gik rundt og var højgravid. Hun blev født om søndagen. Jeg tog hjem aftenen før,” lyder det grinende fra Vibeke, som dog aldrig havde overvejet at føde sit vikingebarn derude.

”Nej, det havde jeg ikke. Hygiejnemæssigt havde det nok ikke været en god idé. Der var dog nogle af de andre, som havde sat bets på, om jeg ville føde derude,” fortsætter hun grinende.

Allerede en halvanden måned senere var den nyfødte datter med på sit første træf, og siden da er hun blevet en del af vikingeverdenen.

”For hende er det at være viking fuldstændig en del af hendes liv,” fortæller Vibeke, der er klar til endnu en uge sammen med sin datter på Moesgaard vikingetræf.

”Det er for eventyret, for kammeratskabet og for de fantastiske oplevelser,” smiler den lokale viking.

Publiceret: 26. Juli 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt