Kenny Jess Brandt er manden bag det unikke projekt. Han har længe gået med idéen om at lave et unikt sted, hvor voksne kan gå i byen.
Foto: Mike Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Video og billeder: Unikt swinghotel tager form i ikonisk bygning

Renoveringen af det gamle missionshus i Klosterport er i fuld gang. Inden længe slås dørene til et helt unikt sted op

En retro jazzmikrofon og et flygel står i ensom majestæt på den runde scene. Scenen er omgivet af stilladser og andet byggerod, mens dæmpet lys fra otte smukke lysekroner oplyser det hele.

Bagved er Indre Missions gamle prædikestol, og oppe under det ti meter høje loft tårner et antikt orgel sig op.

Men det er slut med religiøse prædikener i Missionshuset Carmel fra 1921. Nu skal der danses, drikkes, spises og overnattes i den fire etager høje bygning.

Vi er i Salon Carmel - hjertet af det Paris- og 20'er-inspirerede Hotel Carmel. Et gå-i-byen sted for voksne (+25 år), hvor man tilskyndes at iklæde sig fint tøj, og hvor der hver fredag og lørdag fra klokken 20-03 er live jazz- og swingmusik ved en sangerinde og en pianist.

“Det bliver helt unikt for Danmark og især for lille Aarhus. Du skal til Berlin, Paris eller New York for at finde noget lignende,” siger Kenny Jess Brandt, der står bag det nye hotel, og som også ejer de forskellige Løve's-forretninger i byen.

Der er lavet aftale med fire sangerinder og fire pianister, som fra denne scene i Salon Carmel spiller jazz og swing. Der er plads til 100 siddende gæster i salonen og 60 på balkonen. Søndag laves den til litteratursalon, tirsdag dansesalon, onsdag musiksalon og torsdag jazzsalon.
Der er lavet aftale med fire sangerinder og fire pianister, som fra denne scene i Salon Carmel spiller jazz og swing. Der er plads til 100 siddende gæster i salonen og 60 på balkonen. Søndag laves den til litteratursalon, tirsdag dansesalon, onsdag musiksalon og torsdag jazzsalon.
Foto: Mike Madsen

Ingen steder for de voksne

Han har lejet sig ind i bygningen og fået 1,5 millioner kroner af ejeren, Tækker Group, til renovering, mens han - indtil videre - selv har smidt 500.000 i projektet.

Idéen til stedet har han puslet med de sidste fem-seks år.

“Så kom den her mulighed, og så var det bare med at slå til. Aarhus mangler det her. Der er ingen steder at gå i byen, hvis du er over 30. Bylivet er meget fokuseret på unge studerende, men vi andre tidligere studerende kan også godt lide at komme ud i weekenderne. Så det har jeg længe haft lyst til at lave.”

Ikke noget snobberi

Salonen åbner 29. april klokken 17 med et brag af en gratis åbningsfest, hvor der er bobler til de første 100.

Entreen bliver efterfølgende 70 kroner, og så er der livemusik, god vin og et væld af cocktails samt absint, som kan nydes fra salen eller den flotte balkon, fortæller Kenny Jess Brandt, mens han viser rundt i bygningen.

I juni åbner en ny restaurant i kælderen. Forhandlinger med en anerkendt kok er godt i gang.

“Jeg regner med, at det bliver et franskinspireret brasserie af en art. God mad til en overkommelig penge. Ikke noget snobberi. Og det bliver det heller ikke med salonen, selvom det kan lyde sådan, når vi opfordrer folk til at klæde sig fint på, og de skal booke bord. Det er for at skabe en stemning og en ramme om en god aften. Når du tager tøj på, har du gjort dig nogle tanker om den aften, du skal have, og så har du allerede investeret lidt i aftenen dér,” siger den foretagsomme iværksætter, hvis hustru, Louise Jess Brandt, skal være hotelmanager.

TIl venstre ses den store bar, hvorfra der blandt andet serveres vin, som Kenny Jess Brandt selv importerer, en masse cocktails og absint. En dekadent drik, der var populær i kulturmiljøet i starten af 1900-tallet.
TIl venstre ses den store bar, hvorfra der blandt andet serveres vin, som Kenny Jess Brandt selv importerer, en masse cocktails og absint. En dekadent drik, der var populær i kulturmiljøet i starten af 1900-tallet.

Masser af interesse

Hotellet findes på 1. og 2. sal og rummer tre enkeltværelser, otte dobbeltværelser, en suite og en luksussuite, som udlejes fra 475 til 1.925 kroner. Her er man i gang med den helt store ombygning, og hotellet åbner som det sidste den 1. juli.

“Men man kan booke værelser nu, og faktisk får vi i allerede to-tre reservationer om dagen. Det er ret vildt og bekræfter mig i, at vi har gang i noget godt. I det hele taget virker folk enormt spændte på det her projekt. Jeg har nok vist 100 mennesker rundt herinde, og hver og én har sagt 'wauw', når de har set det.”

Ombygningen af de 1.600 kvadratmeter har nærmest været i gang i døgndrift siden 2. januar, og uforudsete ting som blandt andet et krav fra kommunen om en elevatoropførsel har skabt lidt panderynker hos Kenny Jess Brandt. Men han er ikke nervøs for, at tidsplanen skrider.

“Jo tættere vi kommer på åbningen, jo mere banker nervøsiteten på. Men vi bliver klar. Det skal vi, for jeg vil bare gerne i gang med at arbejde. Det glæder jeg mig helt vildt til.”

Fra balkonen vil der være 60 siddepladser, hvorfra man kan betragte hele det smukke lokale og få serveret sine drikkevarer.
Fra balkonen vil der være 60 siddepladser, hvorfra man kan betragte hele det smukke lokale og få serveret sine drikkevarer.
Publiceret: 12. April 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!