Ombygger sin stue til en tidsmaskine
Har man set tv-serien ’Doctor Who’, så er det her meget genkendeligt. Det er en politiboks fra 30’ernes London, men den hedder faktisk TARDIS og er en tidsmaskine.
Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Video: Mike vinder gør-det-selv-pris - Laver hele sin stue om til tidsmaskine

Mike Nevitt har kastet sig over et vildt projekt, som han netop har vundet en gør-det-selv-pris for

Udefra ligner Mike Nevitts bopæl i Hedemannsgade på Frederiksbjerg en ganske almindelig lejlighed.

Når man træder ind ad hans dør, ser alt da også helt normalt ud, men træder man derefter et skridt til højre ind ad næste dør, hvor stuen burde være, føler man sig straks hensat til 1930'ernes London.

Væggene ligner røde mursten, men er i virkeligheden bare flamingo, og midt i det hele er der placeret en stor, blå politiboks.

Og boksen har et navn. Den hedder TARDIS og er omdrejningspunktet i kult-serien 'Doctor Who'.

“I serien er den faktisk bare en forklædt tidsmaskine, som er kæmpestor indeni. Den rejser Doktoren frem og tilbage i, og idéen med mit design er, at den er rejst tilbage til Sherlock Holmes' tid og står på Baker Street i London,” forklarer engelske Mike Nevitt.

Han er til dagligt yoga-instruktør, men store dele af sin fritid har han brugt på at indrette hele sin stue som tidsmaskinen fra sin favoritserie.

Mike Nevitt lavede først denne lille udgave af politiboksen, før han kastede sig over det store projekt.
Mike Nevitt lavede først denne lille udgave af politiboksen, før han kastede sig over det store projekt.
Foto: Danni Paulsen

En sci-fi-nørd

Når man træder ind i TARDIS, er det første, der møder ens blik, et stort rundbord placeret på en platform.

Vi er i er kontrolrummet, og fra midten af bordet tårner en stor bronze-sag med farverigt, indbygget lys sig op. Det er 'konsollen'.

Tidsmaskinens inderste er Mike Nevitt slet ikke færdig med. I øjeblikket bygger han rummet rundt, og på de runde vægge skal der være en masse kontrol-dimser, en skærm og spejle, der får rummet til at virke uendeligt.

“Det er et sjovt projekt, som jeg har arbejdet på i seks måneder. Og der går nok seks måneder mere, før jeg er færdig,” siger Mike Nevitt og betegner sig selv som en sci-fi-nørd.

Tidsmaskinens indre er Mike Nevitt endnu ikke færdig med. Han forventer at være helt færdig om et halvt år, hvor det hele så skal rives ned igen.
Tidsmaskinens indre er Mike Nevitt endnu ikke færdig med. Han forventer at være helt færdig om et halvt år, hvor det hele så skal rives ned igen.

Forstående kæreste

Englænderen kom til Aarhus i 2006 og har studeret kunst og arbejdet som grafisk designer. Nu laver han installationskunst på hobbybasis.

Tidsmaskinens materialer har han fra storskrald og Reuse ved Godsbanen.

Det hele startede med en hjulkapsel, som nu udgør konsollens bund.

“Jeg har en meget forstående kæreste, men hun bor i København, så det har gjort det lidt lettere at få lov,” griner han og fortæller, at lejligheden er kærestens families.

“En almindelig udlejer havde nok ikke givet grønt lys til det her, så jeg har været rigtig heldig.”

River det hele ned igen

Tidsmaskine-projektet har han netop vundet Silvans gør-det-selv-mesterskab 2017 for i kategorien 'Den havde vi ikke lige set komme' blandt 1.800 andre projekter.

Det gav 15.000 kroner, som nu kan bruges på ekstra materialer.

At bygge en tidsmaskine i sin lejlighed er vildt i sig selv, men endnu mere utroligt er det, at han om et halvt års tid river det hele ned igen.

“Så rydder jeg alt og flytter til København. Jeg skærer dog den her fri og tager den med til København som en underlig lampe i min kærestes lejlighed,” siger Mike Nevitt og peger på konsollen.

Nogle af resterne får folkene nede på Godsbanen tilbage, men en forretning i midtbyen får kronen på værket.

“Installationens ydre - altså politiboksen - donerer jeg til nørdbutikken Epic Panda i Frederiksgade, som hjalp mig med at få stemmer i Silvan-konkurrencen. De vil bruge det som indgangen til et prøverum. Det gør vi en lille gimmick ud af ved at lave en film, hvor de ligner, den forsvinder herfra - som en tidsmaskine - og bagefter dukker op hos Epic Panda,” forklarer den excentriske englænder, som ikke er ked af at skulle siger farvel til tidsmaskinen.

“Jeg har dokumenteret det hele med billeder og videoer og lært så meget af processen, at det faktisk ikke gør ondt at tænke på. Så kan jeg kaste mig over noget nyt bagefter.”

Publiceret: 16. Maj 2017 10:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt