Video af Mai-Britt Jeppesen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

VIDEO Hospitalet: Thomas Mørk aktuel i ny doku-farce

Den alsidige skuespiller Thomas Mørk er blandt de medvirkende i Hospitalet; en grotesk doku-farce skrevet af Christian Lollike, der udfordrer vores alle sammens ansvar og samvittighed i et effektiviseret samfund.

Af Mai-Britt Jeppesen
FAKTA: Hospitalet
  • Hospitalet har premiere på Aarhus Teaters Scala Scene 2. februar. 
  • Spiller til 10. marts. 
  • Dramaturg/forfatter: Christian Lollike 
  • Medforfatter: Sigrid Johannesen 
  • Instruktør: Runar Hodne 
  • Scenografi og kostume: Franciska Zahle 
  • Tekst- og forestillingsdramaturg: Hanne Lund Joensen 
  • Lysdesign: Anders Kjems 
  • Lyddesign: Kim Engelbredt 
  • Medvirkende: Mette Døssing, Inge Sofie Skovbo, Nanna Bøttcher, Kristian Holm Joensen, Thomas Mørk, Kjartan Hansen, Patricia Schumann og Mette Klakstein Wiberg. 
  • Præsenteres i samarbejde med Teater Sort/Hvid i København, hvor Hospitalet spiller 16. marts - 14. april.

Hvordan skal man kunne opfylde kravet om hele tiden at løbe hurtigere og samtidig holde sit løfte overfor patienterne? Dilemmaet er kendt og desværre hverdag for læger og sygeplejersker i det danske sygehusvæsen.

Netop dette; de evige krav om effektivisering af den danske hospitalssektor, er omdrejningspunktet i Hospitalet. En morbid satireforestilling skrevet af den prisbelønnede og provokerende dramatiker Christian Lollike. Hospitalet har urpremiere på Aarhus Teaters Scala Scene 2. februar

“Jeg begyndte at lave interviews med sygeplejersker, læger og patienter og var med dem på arbejde for på den måde at prøve at finde ud af, hvad der foregår,” fortæller Lollike. Det, han hørte og oplevede, er blevet til satiriske situationer i en forestilling, der udspiller sig i en kold, mintgrøn scenografi fra start til slut.

Læs også:  Søren Huss' sorg er sat op som teaterstykke

Blandt de otte medvirkende er skuespiller Thomas Mørk. Trods sine mange års erfaring er alt her nyt for ham; stykket, castet, det kreative team og omgivelserne på Aarhus Teater.

“Det er dejligt at være på et stort teater som Aarhus Teater, hvor der er stor kapacitet og de nødvendige ressourcer. Hvor jeg ikke skal koncentrere mig om andet end bare at være skuespiller,” siger Thomas Mørk, da Århus Onsdag møder ham backstage på teaterchef Allan Aagaards kontor.

“Jeg har ikke tidligere været ansat på nogle af landsdelsscenerne. Jeg er blevet spurgt et par gange, men har måttet vælge det fra på grund af familien. Men nu er børnene blevet så store, at det kan lade sig gøre, og så var det med at slå til!”

Frikadellen fra København

Thomas Mørk finder stor, faglig tilfredsstillelse i at beskæftige sig med ny dansk dramatik.

“Det har det her spændende element af, at man ikke rigtigt ved, hvad det er, eller hvad det kan. Det gør, at der er meget plads til at prøve ting af - det gælder også forestillingen her. Og alle har kastet sig ind i projektet med liv og sjæl.”

Den garvede skuespiller nyder at blive rykket ud af de vante cirkler på Sjælland og sat ind i andre cirkler med andre mennesker her i det jyske.

“Det, at alt er nyt, betyder, at man ikke bare kan læne sig tilbage. Man skal hele tiden være på dupperne og være den bedste udgave af sig selv. Og nu når man har hentet mig ind hele vejen fra København – forhåbentlig fordi man tror, jeg vil være god i den her rolle – jamen, så er jeg også nødt til at være god.” Med et par fingre masserer Thomas Mørk sin hage. Tænksomt. Så fortsætter han:

“Jeg ville virkelig blive ked af det, hvis nogen var inde at se forestillingen og sagde: Årh, det er også ham frikadellen fra København!”

Med sin medvirken i Hospitalet er det første gang, skuespiller Thomas Mørk spiller på Aarhus Teater. Foto: Mai-Britt Jeppesen
Med sin medvirken i Hospitalet er det første gang, skuespiller Thomas Mørk spiller på Aarhus Teater. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Alvorligt og satirisk

I Hospitalet spiller Thomas Mørk flere forskellige roller. Som læge og som patient.

“Hospitaler er ikke et klassisk sammensat stykke med en handling fra a til z, det er mere et sprængt billede. Stykket handler om nu. Om os. Det er ikke som sådan en manifest-forestilling, men den prøver at vise alle de paradokser, der er - ikke bare i hospitalsvæsenet - men i hele vores samfund i dag, hvor rigtig meget bliver administreret oppefra. Alt skal effektiviseres, og ingen spørger for hvis skyld, eller hvor fedt dét egentlig er,” forklarer han.

“Jeg har virkelig ondt af hospitalspersonalet, der bliver set som produktionsenheder frem for som individer. Og anfægter man det, bliver det fejet af vejen med undskyldninger om, at det er der ikke råd til, eller det er der ikke tid til. Og desværre er det jo ikke kun i hospitalssektoren, det er sådan. På den måde er Hospitalet jo også en form for tragedie...” Thomas Mørk ler og ryster på hovedet.

“Siger jeg så og griner,” klukker han.

Da latteren er forstummet og halsen skyllet igennem med en slurk kaffe, fortsætter han:

“Helt basalt er det et alvorligt stykke, men som skuespillere bevæger vi os helt ud i ekstremerne, bruger facetter af det groteske og absurde, for ligesom at understrege nogle ting. Og det tilfører forestillingen en satirisk dimension.”

Læs også: Musikhusets nye program er 'drittkul'

Netop evnen til at veksle mellem satiren og alvoren, det komiske og dramatiske er en af Thomas Mørks spidskompetencer.

“Thomas har en helt særlig scenisk autoritet, og uanset hvilken rolle han spiller, er han i stand til at tilføre den tyngde og karakter. Han kan være overbevisende og alvorlig med et glimt i øjet. Det er helt perfekt til Hospitalet,” siger Runar Hodne, som er instruktør på stykket.

I årenes løb har Thomas Mørk medvirket i en lang række spillefilm, tegnefilm, teaterstykker og revyer.

“I den brede offentlighed bliver jeg ofte refereret til som 'ham der er sjov'. Selv om det ikke er det sjove og det komiske, jeg har lavet mest. Det er bare det, der er blevet mest eksponeret. Og jeg holder utrolig meget at af at spille de sjove stykker, ligesom jeg holder af at spille de alvorlige. Jeg foretrækker ikke det ene frem for det andet, men føler mig ekstremt privilegeret, at jeg får lov til begge dele.”

Thomas Mørk tømmer kaffekoppen. Som for at skåle på det.

“Det har altid været nemt for mig at finde noget sjovt i selv det mest sorte og depressive. På samme måde som det altid har været nemt at finde noget tragisk i det morsomme. Det kan jeg bruge i Hospitalet.”

Reflekter og tag ansvar

Heller ikke denne regnvåde januar formiddag giver Thomas Mørk tragikomikken en pause.

“Jeg har været indlagt et halvt år for at forberede mig til rollen i Hospitalet,” siger skuespilleren med et skælmsk udtryk. Han lader postulatet hænge i luften et par sekunder, før han siger:

“Nej, nej... Men faktisk nåede jeg ikke at forberede mig. Jeg blev ringet op lørdag, hvor der var prøvestart tirsdag. Simpelthen fordi der var en, der var blevet syg og måtte springe fra. Så jeg blev så at sige kastet ind i det.” Thomas Mørk slår ud med armene.

“Det er et stort hold, der er med, og Lollike har jeg hørt rigtig meget godt om. Så da kalenderen helt tilfældigt var fri, så det også rent tidsmæssigt kunne lade sig gøre, skulle jeg ikke bruge mange minutter på at betænke mig.”

Ifølge Runar Hodne har Lollike ikke skrevet Hospitalet som et politisk manifest. Mere som en opfordring til at tænke sig om og i fællesskab sige stop.

“Vi har alle sammen et etisk ansvar. Ikke bare for at sige fra, men også for at føle os som hele, moderne mennesker. Uanset hvordan man ser på det, så er det os selv, der til syvende og sidst har ansvaret. Kun os,” lyder det fra den norske instruktør.

Også Thomas Mørk har en forhåbning om, at forestillingen vil få publikum til at reflektere.

“Jeg håber meget, at folk, når de har set stykket, vil standse op og på forskellig vis tænke over, hvad det egentlig er, der foregår og hvorfor. Og at det vil få dem til at snakke sammen,” siger han.

Thomas Mørk rykker stolen ud og rejser sig. Med et skælmsk blik hvisker han:

“Og så satser jeg på, at intet i forestillingen – heller ikke jeg – kommer til at lede publikums tanker hen på frikadeller.”

Hospitalet er ny dansk dramatik skrevet af Christian Lollike og instrueret af norske Runar Hodne. Pressefoto
Hospitalet er ny dansk dramatik skrevet af Christian Lollike og instrueret af norske Runar Hodne. Pressefoto
Publiceret: 03. Februar 2018 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt