
VIDEO: Få hjælp til at fikse mobilen og cyklen
Ingeniører, computernørder og fingernemme står bag Repair Cafe. De vil hjælpe med at reparere ting i stedet for at smide dem ud
Ting, der er itu, fikses
40-50 mennesker er samlet på rampen på Dokk1 denne lørdag. De er samlet i små grupper og har alle bøjede hoveder og intense blikke. Ikke fordi de dyrker en ny form for motion eller deltager i et religiøst ritual, men simpelthen fordi de studerer defekte cykler, computere, mobiler og tøj, som de vil reparere. De diskuterer med stor koncentration, hvad problemerne mon er, og hvad de skal gøre.
Læs også: Dokk1 - en myldrende myretue
Omkring 10 af dem er frivillige, der er mødt op for at hjælpe dem, der kommer forbi med noget, der er i stykker. Det fikser de i fællesskab.
“Vi vil gerne vise folk, at man kan reparere mange ting i stedet for at smide dem væk og købe nye. På den måde sparer vi på verdens ressourcer,” forklarer Madhuri Srinivasan, der til daglig arbejder som ingeniør på Vestas. Hun er en af de frivillige og står for Repair Café.
Sammen med to kolleger på Vestas fik hun ideen til at starte Repair Cafe i Aarhus, fordi de kendte konceptet fra Berlin og Amsterdam. Nu har cafeen eksisteret i tre år og to af dem er stadig med i den.

Unge og gamle i skøn forening
Mens Madhuri Srinivasan entusiastisk fortæller om reparationstilbuddet, er der en stille strøm af mennesker på den skrå rampe inde midt i Dokk1. Mange af dem kommer trækkende med deres defekte cykler igennem biblioteket. En ung fyr har en strejkende støvsuger med, et par kommer med en taske, der skal sys, en kvinde har problemer med sin computer, mens en anden døjer med en mobil uden lyd.
Læs også: Ovartaci: Fantasten uden filter
De fleste er unge og mange af dem er studerende. De har læst om Repair Cafe på Facebook eller har opdaget den tilfældigt på Dokk1. Men ind imellem dem dukker en kvindelig pensionist op. Hun kommer med en træskammel, der trænger til nogle skruer. Og hun har læst om denne mulighed for hjælp til det i Århus Onsdag.
“Vi vil faktisk gerne have flere ældre med i gruppen af frivillige. For de kan noget andet end vi andre,” siger Madhuri Srinivasan, der gerne vil tilbyde flere former for hjælp.

Glade brugere
Lige nu er der frivillige, der kan reparere computere og mobiler, cykler og sytøj. Og det er der stor efterspørgsel på. En ung mand går lykkelig hjem med sin robotstøvsuger under armen, da den efter tre kvarters intens reparation atter kan lade op og fungere.
“Jeg har fundet den i en genbrugsbutik og købte den billigt, men den holdt op med at virke. Nu fungerer den bare igen,” siger han glad og går hjem med sin lille søn på den ene arm og støvsugeren under den anden.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra
Lokalavisen Aarhus

Mere plads og mindre mudder: Nye tiltag skal forbedre NorthSide
Flere overdækkede områder, færre festivalgæster og nye dræn skal være med til at sikre større...