Camilla Fabricius kommer til at få mange opgaver med sin nye titel som viceborgmester. Arkivfoto
Camilla Fabricius kommer til at få mange opgaver med sin nye titel som viceborgmester. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Viceborgmester vil arbejde for en bæredygtig by

Lokalavisen Aarhus har taget en snak med Camilla Fabricius om de nye poster og et spændende 2018

Af Martin Jørgensen

Camilla Fabricius fik hele 2.543 personlige stemmer ved kommunalvalget, hvilket var mere end en fordobling i forhold til valget i 2013.

Det betyder også, at den 46-årige byrådspolitiker med adresse i Viby satte sig selv i en gunstig position, da der skulle uddeles poster.

Foruden at blive viceborgmester, skal den læreruddannede byrådspolitiker kaste sig over tre formandsposter; Økonomiudvalget, Udvalg for frivillighed og samskabelse samt Bæredygtighedsudvalget.

Om viceborgmesterposten er hun meget positiv.

“Det bliver for det første en spændende opgave at fortsætte med at skulle sætte medborgerskab på dagsordenen i kommunen og arbejde med de Aarhus-mål, som vi har sat os,” siger Camilla Fabricius og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Byrådets nestor: Det kan godt være, folk synes, jeg skal komme videre

“Jeg er rigtig glad for at skulle løfte den opgave at skulle agere som viceborgmester, men hvad det helt konkret kommer til at indeholde i forhold til opgaver, ved jeg ikke endnu. Det må tiden vise.”

Viby-politikeren understreger, at hun føler, hun har en del arbejdserfaring at bidrage med, hvor hun både har været medarbejder og leder i det offentlige, mens hun nu har egen virksomhed.

“Jeg er sikker på, at jeg kan bidrage med meget. Især efter at have arbejdet tæt med både Jacob Bundsgaard og Nicolai Wammen, hvor jeg har fået forståelse og viden for at skabe nye muligheder og stabilitet for Aarhus.

Lydhøre politikere

Adspurgt hvad hun vil kæmpe for at sætte fokus på i byrådet, er svaret meget klart for den erfarne politiker.

“Jeg har ikke et fodgængerfelt eller en cykelsti, jeg gerne vil have igennem. Jeg synes derimod det er vigtigt at arbejde med at være tilgængelig og lydhør som politiker. At vi formår at bringe hinandens perspektiver frem og får lavet langtidsholdbare løsninger. Dét er mit generelle fokus.”

Når snakken falder på det lokale, er det især sydbyen og i særdeleshed Viby, der bliver fremhævet som et godt eksempel, der bør kunne bruges andre steder i kommunen.

“Vi bor i en interessant og mangfoldig del af byen. Hvis vi kigger på Viby, så er det en by, der rummer høj og lav, rig og fattig og forskellige kulturelle udgangspunkter.”

LÆS OGSÅ: Populær S-kvinde forbigået: "Det var ikke min tur"

Netop denne viden mener Camilla Fabricius er essentiel at brede ud til andre områder.

Noget andet, der også er vigtigt for viceborgmesteren, når snakken falder på fokuspunkter i syd er infrastruktur, hvor det skal være lettere at komme til og fra byen fra yderområderne.

Ligeledes har hun fokus på at gøre flere områder mere tilgængelige og grønne. Og netop det grønne er noget, der fylder meget for Camilla Fabricius, og noget, som hun ser mest frem til ved 2018.

“Det, som jeg ser mest frem til, er helt klart at sørge for, at Aarhus bliver en bæredygtig by både i forhold til klimaet og det sociale. Det vigtigste er, at vi skal have en by i balance.”

Publiceret: 31. Januar 2018 21:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus