Demonstrationen bestod udover skilte, taler og sange af oppustelige mande-badedyr.
Demonstrationen bestod udover skilte, taler og sange af oppustelige mande-badedyr.
Kenneth Lysbjerg Koustrup/Polfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

"Vi går til svømning, fordi vi er frie"

Omkring 50 mennesker var onsdag mødt op på Rådhuspladsen, hvor de med bannere og taler ville overbevise byrådet om ikke at forbyde kvindesvømning i Gellerupbadet.

Esben Larsen Mikkelsen - JP Aarhus

Er de tre timers kvindesvømning i Gellerupbadet hver lørdag eftermiddag en kvindeundertrykkende aktivitet med kommunal støtte, eller er det et frirum for blufærdige kvinder, som får mulighed for at udvide deres netværk med fælles svømmeundervisning og sauna?

Sidstnævnte fortolkning forsøgte omkring 50 demonstranter på Rådhuspladsen onsdag eftermiddag at overbevise byrådspolitikerne om i den verserende sag, hvor et politisk flertal ønsker at stoppe kvindesvømning i Gellerupbadet.

 

"Jeg er meget ked af det og føler mig undertrykt af de politikere, som vil fjerne min mulighed for at svømme tre timer hver uge. Jeg kan ikke forstå det. Vi går til svømning, fordi vi er frie. De undertrykte kvinder går ikke til svømning," sagde Nabinou Diaby, som opfordrer byrådspolitikerne til at besøge Gellerupbadet en lørdag kl. 15-18 for ved selvsyn at se, hvad kvindesvømningen går ud på.

Princip som Kvindehuset

I foråret var Socialdemokratiet afvisende over for Venstres forslag om at forbyde kønsopdelt svømning. Men i oktober meddelte politisk ordfører Peder Udengaard (S), at Socialdemokratiet også ønsker at stoppe kønsopdelt svømmeundervisning, hvis tilbuddet er religiøst betinget. Dermed støtter 25 af 31 byrådsmedlemmer et forbud.

Maria Sloth (EL) holdt sammen med Rabih Azad-Ahmad tale ved demonstrationen. Hun mener, at argumenterne mod kvindesvømning er helt forfejlede.

"Tilbuddet gavner integrationen, ligestilling og sundhed. Hele vejen igennem historien har kvinder brugt frirum fra mænd til at øge ligestillingen. Det er det samme princip hos Kvindehuset, som er for kvinder, og som for nylig fik bevillinger af byrådet," sagde hun.

I en ny brugerundersøgelse af kvinderne, som benytter kvindeundervisningen i Gellerupbadet, fremgår det blandt andet, at 79 procent er muslimer, imens resten fordeler sig på kristne, ateister og øvrige trosretninger. Derudover kommer 27 af de 65 adspurgte kvinder fra Brabrand. Resten er bosat i andre aarhusianske bydele, mens enkelte kommer fra Hadsten, Hvidovre og Krarup.

Ikke en kommunal opgave

På Rådhuspladsen var en blanding af etnisk danske kvinder og kvinder med anden etnisk baggrund samt en god portion mænd mødt op med bannere, hvor byrådets medlemmer kunne læse budskaber som ”respekt for forskellighed” og ”ret til egne grænser”.

På vej mod Rådhuset understregede Peder Udengaard, at budskaberne og de fremmødte gjorde indtryk.

"Det er en vigtig principiel debat, som forståeligt sætter sind i kog. For os er det en principiel diskussion om, hvad der er offentlige opgaver. Det er ikke en kommunal opgave at lave kvindesvømning, det må ske i foreningsregi," sagde han og understregede, at diskussionen også handler om social kontrol:

"Der er fornyet fokus på social kontrol for tiden. En mindre gruppe af brugerne af kvindesvømningen i Gellerupbadet er der af religiøse årsager. Vi kan ikke indrette kommunale tilbud ud fra religiøse overbevisninger."

Kvindesvømningen i Gellerupbadet var ikke til debat på onsdagens byrådsmøde, men alle byrådspartier undtagen R og EL har tilkendegivet, at de ønsker at stoppe den kønsopdelte svømmeundervisning.

Publiceret: 08. December 2016 09:15
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112