Kommunalvalg 2017
Lene Horsbøl Toft går dagligt tur med sin hund Udo i Mollerup Skov, der ligger tæt på bopælen på Skejbygårdsvej i det nordlige Aarhus.
Lene Horsbøl Toft går dagligt tur med sin hund Udo i Mollerup Skov, der ligger tæt på bopælen på Skejbygårdsvej i det nordlige Aarhus.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Venstres kronprinsesse er klar til 4 år mere

Lene Horsbøl Toft glæder sig over et godt personligt kommunalvalg og en ny vigtig post som politisk ordfører

Af Kim Skovrup Andersen
Portrætter

Lokalavisen Aarhus bringer portrætter af de lokale byrådspolitikere. Både de nyvalgte og gamle.

Forløsning. Glæde. Lettelse.

Det var de tre følelser, der strømmede gennem Lene Horsbøl Tofts krop i byrådssalen, da borgmester Bundsgaard dagen efter valget råbte hendes navn op som et af de 31 kommende byrådsmedlemmer.

“Det var en mærkelig dag, hvor man bare gik rundt og ventede. Jeg havde ikke sovet særlig meget, da valgnatten trak ud til klokken 5. Og så begyndte sommerfuglene at flyve rundt i maven, da de personlige stemmer blev læst op klokken 19. Det var på mange måder en anderledes oplevelse i forhold til at stå der første gang. Det var en ret voldsom oplevelse at blive valgt første gang. På en måde var der et støre pres på en anden gang, fordi jeg havde nogle forventninger i forhold til resultatet fra det seneste valg, så det var da en forløsning at blive genvalgt og så også gå lidt frem i personlige stemmer,” fortæller den 29-årige Venstre-politiker, da Lokalavisen taler med hende på en gåtur i Mollerup Skov med hunden Udo.

Hektisk efterår

I Skejby bor hun i et rækkehus sammen med sin mand Jeppe, der er uddannet økonom og nystartet som selvstændig.

“Det har været et lidt hektisk efterår med firmaopstart og valgkamp, så der har været nok at se til,” fortæller lokalpolitikeren, som af samme årsag har udskudt sit speciale i samfundsfag til april.

I alt blev det til 2.272 personlige stemmer for Lene Horsbøl Toft, hvilket var en mindre fremgang på 22 stemmer i forhold til debutvalget i 2013.

LÆS OGSÅ: DF-politiker om valgkamp: "Det var voldsomt"

Og Venstre som parti gik en smule tilbage, men bevarede sine seks mandater i byrådet.

Kort efter valget blev hun udnævnt som partiets nye politiske ordfører:

“Jeg har haft en forhåbning og en ambition om at blive politisk ordfører, så det er dejligt, at jeg nu er blevet det. Jeg ser det som et skulderklap fra gruppens side af. Men altså, jeg er også meget ydmyg omkring opgaven. Man skal huske, at det er en tillidspost, og man skal leve op til den tillid, ens gruppefæller har givet en, og det er klart, det kan man jo kun, hvis man gør sit arbejde godt nok,” fastslår Lene Horsbøl Toft, der oprindeligt kommer fra Skjern.

Forfremmelse

Forfremmelsen i Venstre har fået flere medier til at spekulere i, at Lene Horsbøl Toft er oppositionens nye indpisker og kronprinsesse.

“Det tager jeg stille og roligt. Jeg er jo fra Vestjylland af, så det er hverken noget, der driver mig eller hidser mig ret meget op, når jeg bliver kaldt for kronprinsesse. Sådanne nogle ord skal man jo leve op til. Man kan jo godt blive kaldt alle mulige ting på forhånd, men hvis man ikke kan leve op til det, så kan det jo være lige meget. Så der er fire år til at bevise, om jeg er både det ene og det andet,” siger hun.

Lene Horsbøl Toft er overbevist om, at der i den nye rolle også bliver tid til at kigge på lokale mærkesager:

“Lige for tiden er der tre lokalplaner her i området som snart skal ud i høring. Og der tænker jeg, at når jeg er valgt i et bestemt område, så har jeg en forpligtigelse til at være opmærksom på, hvad det gør ved trafikken, at der kommer 10.000 nye beboere til Vejlby-Risskov-området i de kommende år,” siger hun.

Publiceret: 21. December 2017 20:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus