Modelfoto
Modelfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ung mand forsøgte at stjæle hund fra 14-årig dreng

Drengen løb hjem til sine forældre, der ringede til politiet

En dreng på 14 år blev mandag eftermiddag udsat for en ubehagelig oplevelse, da han var ude at gå med sin hund i den lille by Elev nord for Aarhus.

Her blev han antastet af en yngre mand, der forsøgte at stjæle drengens hund.

"Manden virkede forvirret, rakte ud efter hunden og talte aggressivt til drengen, der fornuftigvis løb hjem," fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

Da drengen kom hjem med hunden, fortalte han om episoden til sine forældre, der alarmerede politiet.

Politiet sendte en patrulje ud i området, hvor de opdagede en 21-årig mand, der passede på beskrivelsen af den yngre mand. Han stod nu og hev i håndtaget til et hus.

Betjentene fik fat i manden, som forklarede, at han ledte efter sin ven. Han kunne dog hverken huske efternavn eller adresse på vennen. Til gengæld kunne et vidne i nærheden fortælle, at han havde set manden luske rundt om huset og tage i flere håndtag og kigge ind af vinduerne. Den 21-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. Anholdelsen skete klokken 16.29. 

Om der bliver noget efterspil i forhold til episoden med drengen og hunden, er uafklaret.

"Han er ikke umiddelbart blevet sigtet for noget i forbindelse med episoden med drengen," fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi

 

Publiceret: 03. April 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt