De tre velgørenhedsløbere fra løbeklubben Kuul.
De tre velgørenhedsløbere fra løbeklubben Kuul.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ultraløbere kæmper videre for hjertebørn - og du kan løbe med

17. december kan du løbe sammen med velgørenhedsløberne fra Kuul til fordel for børn med hjertesygdomme

Aarhusianerne kan igen i år bruge tredje søndag i advent i den gode sags tjeneste, når den aarhusianske ultraløbsklub Kuul skyder sit årlige velgørenhedsløb 'Kuul-løbet' i gang søndag 17. december klokken 11. De fem kilometer for velgørenhed begynder ved Storcenter Nord og slutter ved Ikea i Skejby, hvor løberne overrækker deres årlige indsamling til hjertebørn og deres familier.

LÆS OGSÅ: Løbere indsamlede 150.000 kroner til hjertebørn

I Danmark fødes der hvert år 500-600 børn med en hjertesygdom, hvoraf en stor del er så komplicerede, at de kræver en operation. Men fordi operationen ikke kan gøre alle helt raske, har mange brug for livslang kontrol på et hjertecenter, og sygdommen har en stor indvirkning på både barnets men også de pårørendes liv.

Juleaften på hospitalet

I Ikea Aarhus er man derfor glade for at være med til at sætte fokus på hjertebørn igennem Kuul-løbet, som varehuschef John Kristian Sørensen ser som et stærkt lokalt initiativ.

“Her i december glæder de fleste af os til at fejre jul med vores nærmeste. Men mange familier med hjertebørn må tilbringe juleaften, som så mange andre dage, på hospitalet. De kæmper en daglig kamp med sygdommen og har brug for støtte. Derfor er Kuuls velgørenhedsløb og donation til hjertebørnene så vigtig. Samtidig inspirer og motiverer løbet aarhusianerne til mere motion, og jeg opfordrer alle, der kunne have lyst til at være med, til at løbe for hjertebørnene,” siger John Kristian Sørensen.

LÆS OGSÅ: Velgørenhedsløbere tager på ny lang tur

Ultraløbsklubben Kuuls velgørenhedsløbere Henrik Schriver, Gert Hougaard og Jan Tagesen har gennem de seneste 10 år løbet, hvad der svarer til tre gange rundt om jorden for hjertebørnene og indsamlet 1.570.000 kroner til forskning, uddannelse af sygeplejersker og hjælp til hjertebørnsfamilier. I år er løberne inviteret til at afslutte løbet ved Ikea i Skejby, hvor årets indsamlingsresultat overleveres til en repræsentant for Hjertebørn i Danmark.

LÆS OGSÅ: Kvinden bag Hindbærsnitteløbet er kåret som Årets Folkehjælper i Aarhus

“Det bliver et stort øjeblik, når løberne overrækker årets donation til hjerteafdelingen for børn på Skejby Sygehus ved målstregen her ved Ikea Aarhus. Desuden donerer Ikea et styk legetøj for hver deltager i løbet til hjerteafdelingen i Skejby. Det kan være alt fra bamser og legetøj til bøger, spil og malebøger, så hjertebørnene får et lyspunkt i en ellers svær tid på hospitalet,” siger John Kristian Sørensen.

De første 200, der tilmelder sig løbet, får en gratis Kuul-løbetrøje. Ikea Aarhus byder på vand og kanelsnegle ved målstregen. Du kan tilmelde dig løbeturen, læse mere om Kuul eller støtte det gode formål på www.kuul.dk.

Det er gratis at løbe med. 

jbe

 

IKEA Aarhus og KUUL overrækker legetøj til hjerteafdelingen på Skejby Sygehus i forbindelse med tidligere vedlgørenhedsløb.
IKEA Aarhus og KUUL overrækker legetøj til hjerteafdelingen på Skejby Sygehus i forbindelse med tidligere vedlgørenhedsløb.

Publiceret: 15. December 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus