Christoffer Broberg Flintholm foran de tre bygninger på Lyshøjen, der nu bliver en del af virksomhedsfællesskabet OfficeLab Kirstinelund.
Christoffer Broberg Flintholm foran de tre bygninger på Lyshøjen, der nu bliver en del af virksomhedsfællesskabet OfficeLab Kirstinelund.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Udvider med 7.500 kvadratmeter: OfficeLab opkøber nabobygninger

Et nyt og udvidet virksomhedsfællesskab ser dagens lys på OfficeLab Kirstinelund fra årsskiftet

Fakta
  • OfficeLab Kirstinelund ligger på Skæringvej 88 i Lystrup.
  • Landbrug blev erstattet af kreative hoveder på den tidligere proprietærgård, Kirstinelund, der i 2010 blev ombygget til moderne virksomhedslokaler. Her har OfficeLab Kirstinelund regeret og udbygget ved at tilbyde sine lejere store og små kontorpladser og ikke mindst et erhvervsnetværk, hvor man kan sparre med hinanden. Senest er opkøbt Lyshøjen 2-14 i Lystrup.
  • På OfficeLab Kirstinelund er der konferencecentre, virksomhedsfællesskaber og en café.

Med udsigt til sin hidtil største succes er Christoffer Broberg Flintholm i fuld gang med at gennemføre en udvidelse af OfficeLab, som er et virksomhedsfællesskab på den totalt istandsatte gård, Kirstinelund, i Lystrup.

Her blev landbrugsdyr erstattet af kreative hoveder på den tidligere proprietærgård tilbage i 2010 og siden ombygget og udvidet til moderne virksomhedslokaler.

Lokalavisens udsendte interviewer den 35-årige iværksætter i en af de nyopkøbte bygninger på Lyshøjen. Her har den administrerende direktør for OfficeLab kontor, hvor han sidder sammen med sit projektudviklingsteam for at kunne følge byggeprocessen fra tætteste hold.

De tre bygninger på Lyshøjen var allerede i 1989 tænkt som en form for iværksætterby efter datidens standarder, men har stået halvtomme i nogle år.

”Det var vi som naboer med pladsproblemer og ventelister med virksomheder, der gerne vil være med i OfficeLab, nødt til at reagere på. Vi har arbejdet på denne her udvidelse i et par år. Vi kunne se, at hvis efterspørgslen for at leje sig ind i OfficeLab på Kirstinelund fortsatte, måtte vi gøre noget,” siger Christoffer Broberg Flintholm og fortsætter:

”Aftalen gik i orden 1. september, så vi har haft god tid til at planlægge setuppet.”

Og setuppet er, at når de tre bygninger løbende står færdigrenoverede til næste år, den første allerede til januar, vokser OfficeLab Kirstinelund fra 4.000 til 11.500 kvadratmeter. Træer er blevet fjernet, og en sti er anlagt for at skabe et mere sammenhængende Kirstinelund, der får et endnu et konference-center med plads til 250 mennesker til de mange netværksarrangementer.

Fem års vækst

Forklaringen på fem års vækst og vokseværk er enkel som koncept, men krævende at vedligeholde. Det handler om at være i øjenhøjde med sine lejere og tilbyde dem fleksible løsninger.

”Jeg bruger mine erfaringer med at skabe synergi mellem virksomheder og mennesker og derudover skabe de ultimative rammebetingelser for virksomheder og deres medarbejdere. Det er egentlig ret enkelt. Vi vil gøre det så let som overhovedet muligt at drive en virksomhed. Det gør vi ved at understøtte og løbende udvikle en netværkskultur, så virksomhederne konstant sparrer med hinanden. Det vanskelige er at blive ved med at understøtte og udvikle netværkskulturen. Men det er dét, vi er gode til. At stå på tæerne for at levere varen og konstant have fokus på det,” siger han.

Christoffer Broberg Flintholm har gennem de seneste ti år projektudviklet erhvervsejendomme til moderne virksomhedsfællesskaber med afsæt i et særdeles stort iværksættergen og en baggrund fra byggebranchen med eget tømrerfirma.

”Vi har ramt noget i tidsånden, hvor virksomheder søger fællesskaber. Det er ikke længere nødvendigt at have store domiciler ud til motorvejen. Deleøkonomi er oppe i tiden, og der er så mange fordele og kan skabes så mange forretningsmæssige samarbejder internt, som er gavnligt for alle,” fastslår han.

Den administrerende direktør i samtale med en af mange håndværkere, der er i fuld gang med at istandsætte den første af i alt tre bygninger på Lyshøjen i Lystrup.
Den administrerende direktør i samtale med en af mange håndværkere, der er i fuld gang med at istandsætte den første af i alt tre bygninger på Lyshøjen i Lystrup.

Huser 65 virksomheder

OfficeLab Kirstinelund huser, udover konference-centre og café, 65 virksomheder i dag.

”Om 1-2 år forventer jeg, at vi har 120-130 virksomheder herude. Vi har skabt et innovationsmiljø med vækst, og vi har en stor volume nu med så mange virksomheder, at det giver flere muligheder og større muskler. Det er let at starte noget nyt op her, når vi er så mange. Det er også med til at skabe en konstant udvikling. Man skubber til hinanden på den gode måde, så det ikke bliver 'business as usual',” siger Broberg Flintholm.

Lystrup er fantastisk

Den lokale forankring er også vigtig for Christoffer Broberg Flintholm.

”Vi er glade for vores samarbejde med ErhvervLystrup, og vi vil gerne være med til at understøtte det lokale miljø. Vi er åbne for et endnu større samarbejde. Lystrup har i det hele taget en fantastisk beliggenhed, og inden vi åbnede herude i 2010, var det altafgørende for os, at der var ved at blive lavet en motorvejstilkørsel. I modsætning til mange andre steder er der næsten ingen kø og masser af parkeringspladser. Jeg ser det også som et stort plus, at Letbanen kommer til byen. Det tror jeg også vil få flere studerende herud, og de er også gode at have i et miljø som vores, for de kommer med noget nyt og er med til at udvikle os,” fastslår iværksætteren.

Men OfficeLab har også ambitioner om at starte op udenfor Aarhus Kommune.

”Vi vil gerne udrulle vores koncept nationalt og er faktisk i dialog med to kommuner, en på Fyn og en i Jylland. De har henvendt sig, fordi de er interesserede i vores koncept med at drive virksomhedsfællesskaber på en moderne måde. De har oplevet, at deres virksomhedsfælleskaber er 'outdatede', og der sker ingen synergi, men det er ikke meningen, at vi skal komme tromlende med vores koncept. Vi skal tilpasse vores koncept efter deres behov, og det bliver spændende at se, om vi kan lave aftaler andre steder i landet i 2016,” siger Christoffer Broberg Flintholm.

Publiceret: 17. November 2015 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!