Liam Miller i kamp for AGF på hjemmebane i foråret 2002 i en kamp mod Vejle.
Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bonnerup
Liam Miller i kamp for AGF på hjemmebane i foråret 2002 i en kamp mod Vejle. Foto: Ritzau Scanpix/Claus Bonnerup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tidligere AGF-spiller død i en alder af 36

Liam Miller var i 2001-02 udlejet fra den skotske storklub Celtic til AGF

Den tidligere AGF-spiller Liam Miller er død i en alder af bare 36 år efter en kort kamp mod kræft. Den irske fodboldspiller fik i november 2017 konstateret kræft i bugspytkirtlen, skriver flere engelske medier.

Liam Miller var et stort talent, der som 16-årig rejste fra Irland til den skotske storklub Celtic og spillede mange kampe for flere irske ungdomslandshold.

I sæsonen 2001-2002 var han og landsmanden Mickey Doyle udlejet til AGF, hvor det blev til 18 kampe på midtbanen for Liam Miller. I sin sidste kamp for AGF i foråret 2002 blev Liam Miller vist ud på Århus Stadion for et groft frispark på AGF's nuværende sportschef Peter Christiansen, der dengang spillede for FCK.

LÆS OGSÅ: Legendarisk AGF'er har fået sin egen plads foran stadion

Efter lejeopholdet i Aarhus vendte han tilbage til Celtic og fik senere lidt af et gennembrud, der senere skaffede ham kontrakt med mægtige Manchester United i England. Det blev dog ikke til den store succes i Manchester United, og han blev i sin anden sæson udlejet til Leeds.

Senere fik han pæn succes i engelske Sunderland og skotske Hibernian, inden han fra 2011-2014 optrådte for flere forskellige klubber i Australien. Den irske fodboldnomade vendte i 2015 tilbage til sin irske hjemby Cork  og spillede for Cork City, før endnu et udenlandsophold lokkede. Denne gang på dan amerikanske østkyst i staten North Carolina for klubben Wilmington Hammerheads, der i 2016 blev Liam Millers sidste klub.

Han fik 21 landskampe for det irske landshold i årene 2004-2009 og lavede et enkelt mål i den grønne landsholdstrøje.

Liam Miller efterlader sig kone og tre børn, skriver Independent.

 

Publiceret: 10. Februar 2018 05:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus