“Når det går rigtig godt i skriveprocessen, vil jeg hellere være i min bog end at være sammen med andre mennesker,” siger Kim Karmark. Foto: Pia Gustavsen
“Når det går rigtig godt i skriveprocessen, vil jeg hellere være i min bog end at være sammen med andre mennesker,” siger Kim Karmark. Foto: Pia Gustavsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jeg er min egen enmandshær

Forfatteren Kim Karmark har lige udgivet sin tredje roman 'En af dagene'

Af Pia Gustavsen

 

Han har ligget i mudder i fem dage. Roskilde Festival. Han er lige kommet hjem efter den årlige herretur. De 16 gutter tager af sted for at høre musik og drikke et par fadøl. Men ikke nødvendigvis sammen.

Godt nok bor de sammen i lejren, men det meste af tiden går de rundt hver for sig. Konerne forstår det ikke. Hvorfor tager man til festival for at gå rundt alene?

Kim Karmark kommer fra en solid vestjysk familie med en håndværkerfar, sygeplejerskemor og en storesøster.

“Jeg havde en super usexet barndom uden de store dramaer. Det er jo vestjyder, vi taler om, så der skal meget til at hidse dem op. Der kunne godt gå flere dage, uden man sådan rigtig sagde noget. Sådan er jeg stadig,” siger Kim Karmark.

Pornoblade og romaner

Han var en helt almindelig dreng, som voksede op i helt almindelige Holstebro. Det vildeste, han gjorde, var at bygge en tømmerflåde i Storåen.

Som dreng sad Kim Karmark oftest med hovedet begravet i en bog eller en tegneserie til stor undren for sin mor.

“Hvorfor læser du alle de bøger - hvad skal det gøre godt for?” spurgte hun ham tit.

Som 12-årig fik han sit første job. Det var i genbrugsboghandlen - Bogcentralen. Her langede han tegneserier, cowboy-romaner og pornoblade over disken.

“Det var et godt job, og det var kun, fordi jeg turde at gå op til ejeren, Svend, at jeg fik det. Jeg var helt vild med tegneserier - det var jo den tids drengeunderholdning,” fortæller han.

Lidenskaben for tegneserier hang ved. Da Kim Karmark var midt i tyverne, lavede han sammen med en kammerat tidsskriftet, Billedstorm, som handlede om tegneserier.

“Det var det, jeg vidste noget om. Vi lavede anmeldelser, interviews med tegneserieforfattere, og vi fik flere kendte til at skrive artikler til Billedstorm. Dan Turèll skrev for eksempel et indlæg,” siger han.

Hans blik forsvinder ud af vinduet. Ud på noget, som kun han kan se. Ud på en svunden tid.

Efter seks år lukkede han og kammeraten tidsskriftet. I mellemtiden havde han fået job som tekstforfatter hos reklamebureauet Envision, og han havde fået hus, kone og børn. Tiden til tegneserier var væk.

Han arbejdede sig op i den hektiske reklamebranche og blev partner i Envision, men efter tyve år manglede der noget.

“Efter så mange år i den branche var jeg ved at være slidt op, og til sidst var hver dag én stor kamp. Samtidig havde jeg et større og større ønske om at skrive mit eget,” fortæller han.

Det endte med en fyreseddel. Det passede ham fint.

Egentlig er jeg en meget munter person, men mine bøger ender altid med at være helt utrolig triste,” siger Kim Karmark. Foto: Pia Gustavsen
Egentlig er jeg en meget munter person, men mine bøger ender altid med at være helt utrolig triste,” siger Kim Karmark. Foto: Pia Gustavsen

Helvede, det er de andre

“I et par uger gik jeg rundt derhjemme i morgenkåbe, som om jeg var på en forlænget sommerferie. Det blev jeg hurtigt træt af, og så meget kaffe kunne jeg altså heller ikke drikke. En dag satte jeg mig ned og skrev,” siger han.

Og så var han i gang med sin første roman.

“Jeg har nok altid haft en lille forfatter i maven. Det er et ensomt job, men jeg kan godt lide at være alene. Ved at være mig selv henter jeg energi. Jeg er min egen enmandshær,” fortæller han.

Han citerer Jean-Paul Sartre, “Helvede, det er de andre”. Han griner, for han lader til at være rørende enig.

Aktuel

Kim Karmark er lige nu aktuel med sin tredje bog, “En af dagene”. Her bliver den 84-årige mandlige hovedperson ringet op midt om natten af en tidligere elskerinde, som han ikke har hørt fra i 50 år.

“Det er ikke svært for mig at sætte mig i en 84-årig mands sted. Jeg har selv forældre og svigerforældre på den alder, så dem har jeg brugt som reference,” siger han.

Lige så nemt han har ved at relatere til en ældre mand, lige så nemt har han ved at relatere til en ung kvinde, som var hovedpersonen i hans debutroman.

“Jeg køber ikke den præmis om, at kvinder er helt specielle eller vildt underlige. Egentlig synes jeg ikke, at der er den store forskel på mænd og kvinder,” siger han.

Mange forfattere laver research og baggrundshistorier til deres karakterer. Men ikke Kim Karmark.

“Jeg researcher faktisk aldrig. Mine karakterer agerer altid i miljøer, som jeg kan gennemskue og forstå. Jeg kunne aldrig finde på at have en mekaniker som hovedperson, for jeg ved ikke en skid om biler,” siger den anmelderroste forfatter.

Krimier og historiske romaner gør han sig heller ikke i.

“Jeg har forsøgt at skrive en krimi. Det fungerede slet ikke. Mordgåden var en irritation for mig, og det kom til at handle om alt muligt andet end at opklare mordet. Jeg ville heller ikke kunne skrive en historisk roman – det burde jeg jo, for jeg har læst historie. Men det interesserer mig bare ikke at skrive om en eller anden konge,” fortæller han.

Manden på røven

Han har fundet ud af, hvad der optager ham.

“Det, som interesserer mig, er ting, som sker i almindelige menneskers liv. Det er hverdagsdramaer, for dem kan jeg forstå,” siger han.

Selvom hans bøger handler om hverdagsting, er der voldsomme emner som tab og sorg på spil.

“Jeg ved ikke, hvordan man skriver om sorg, men jeg ved, hvordan man skriver om en mand, der er på røven. Det er spændende at dykke ned i, hvad der sker med en person, som oplever sorg. Det er psykologien bag, som interesserer mig,” fortæller han.

Inspirationen kommer fra ting, Kim Karmark selv har oplevet.

“Jeg stjæler med arme og ben fra mit eget liv og bruger det i mine bøger. Jeg bliver inspireret af film, musik, bøger og folk, jeg kender. Det kan også være en fremmed på strøget, eller en bevægelse. Jeg behøver ikke at tage ud til havet for at finde inspiration. Det er noget bavl, ” siger han.

Han tager til Berlin i stedet for.

”Jeg har en lejlighed i Berlin, som er mit refugium. Der tager jeg ned et par gange om året for at skrive, for der kan jeg sidde i fred. Der er ingen forstyrrende elementer - ikke engang internet. Og så kan jeg godt lide Berlin, fordi den er sådan lidt “trashed”,” fortæller han.

Berlin optræder også i flere af hans bøger.

“For mig er det en naturlig reference. Jeg kender Berlin, og jeg kan godt lide at skrive om steder, jeg kender,” siger han.

Smæk af ”far”

Engang troede han, at han skulle skrive digte. Forventningsfuld sendte han sit første digt ind til poesiredaktør på tidsskriftet Hvedekorn, Lars Bukdahl.

“Han svarede, at det var det mest tunge og kluntede, han længe havde læst. Men han gav mig trods alt også nogle gode råd med på vejen, og dem fulgte jeg,” fortæller Kim Karmark.

Det resulterede i, at han sidenhen fik publiceret sine digte i Hvedekorn.

Kim Karmark mødte sin kone i gymnasiet. Hun er pædagog, vestjyde og sin mands faste kritiker.

“Hun læser alt igennem, og hun læser mine bøger som en almindelig læser. Mens hun læser, kan hun godt finde på at tage fat i mig og sige; ”Nej, det der ville han da aldrig gøre”. Og så må jeg jo justere,” siger han.

Parret har været gift i 40 år, og sammen har de tre børn på henholdsvis 28, 25 og 21 år.

Kim Karmark kan ikke leve af at skrive bøger.

“Jeg skriver ikke bøger for pengenes skyld, og jeg drømmer ikke om at leve af det. Det er jeg for gammel til. Mit mål er at skrive nogle gode bøger og blive dygtigere til det,” fortæller han.

Han går da heller ikke af vejen for at vinde en pris.

“Jeg tager da med kyshånd imod al den hæder og alle de priser, der overhovedet kan hældes ud over mig. De, som siger, at det ikke betyder noget for dem at vinde hæder eller priser, lyver,” siger han.

For at kunne finansiere forfatterlivet arbejder han som freelancer for reklamebureauer.

Husk mig

“Den måde, jeg arbejder på i reklamebranchen nu, er på et meget lavere blus. Det er mere behageligt, og det giver mig friheden til at skrive bøger,” siger han.

På trods af de vestjyske aner er Kim Karmark ikke en mand, som sætter sit lys under en skæppe. Han ved godt, hvordan han vil huskes.

“Som en fantastisk mand, selvfølgelig,” udbryder han.

Afgørende mål

Han smiler bredt og slår ud med begge arme, som om han lige havde scoret det afgørende mål for sit oldboys fodboldhold.

“Jeg vil da gerne opfattes som betydningsfuld. Alt, hvad jeg har gang i lige nu, er for at folk husker mig - husker mit navn. At skrive en god bog, som mine læsere får en god oplevelse ud af - det er sgu da dejligt,” siger han.

Fars ros er vigtig.

“Vi elsker alle den ros fra far. Det er den, vi alle vil have. Fars klap på skulderen er da også det, som driver mig. I overført betydning, selvfølgelig. Når jeg får at vide, at jeg har ramt noget meget kvindeligt i min første roman, så bliver jeg da enormt stolt,” siger han og fortsætter:

”På min gravsten skal der stå, du var ikke ligegyldig, kammerat."

Publiceret: 15. Juli 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt