Niklas Backman har båret AGF-trøjen siden 2016 og har kontrakt frem til 2021. Foto: Foto Trine, vildmedfoto.dk

Niklas Backman har båret AGF-trøjen siden 2016 og har kontrakt frem til 2021. Foto: Foto Trine, vildmedfoto.dk

AGF's luftkaptajn mod nye højder: Bedre end nogensinde

Niklas Backman gør bare AGF bedre. Det viser alle statistikker. Selv er AGF-anføreren noget beskeden og er mere end glad for at for alvor være tilbage

Af
Kim Skovrup Andersen

Fodbold Det er en storsmilende Niklas Backman, Lokalavisen Aarhus møder en tirsdag middag på træningsanlægget Fredensvang.

Et par dage inden har han for fjerde gang i træk været med til at holde nullet og vundet tre kampe på stribe for 'De Hviie'. Alt imens fans, alverdens medier og fodboldeksperter igen og igen har hyldet svenskeren og hans betydning for AGF, der ganske enkelt har et markant højere pointgennemsnit, når han er på banen.

Men så sort og hvidt kan man ikke stille det op, mener AGF-anføreren, der dog er meget glad for rosen:

"Statistik er ligegyldigt for mig, og det hele er lidt for meget af det gode med ros kun til mig. Det er holdet og ikke kun mig, som står bag denne her gode periode, vi er inde i. Det bliver hurtigt sort og hvidt i fodbold. Men det er klart, at jeg har en vigtig rolle i denne her klub som anfører. Jeg er lidt en anden type end de andre spillere. Jeg er sådan en gammeldags 'no nonsense defender', der er blevet meget bedre verbalt. Og jeg har fundet ud af, at jeg ikke kun præsterer bedre selv, når jeg snakker på banen. Jeg synes også, jeg er med til at gøre mine medspillere bedre," siger AGF-styrmanden.

"Jeg er er selvfølgelig meget glad for, at det går godt. Jeg har været lidt i tvivl, når jeg har været ude i så lang tid, som jeg har over en periode på et år. Men som sagt så synes jeg hele holdet - også uden mig - har præsteret fornuftigt fra starten af denne sæson undtagen kampen mod Lyngby, hvor vi var dårlige. Men mod FCK og FCM lavede holdet to fine defensive præstationer, og jeg synes egentlig, at vi har vist fin stabilitet. "

Fra denne sæson har Niklas Backman været David Nielsens førstevalg som anfører. En form for forlænget fod.

"Det går fint. Det er nyt for mig, men jeg lærer meget, og det bliver mere naturligt på banen. Der er flere ting, man skal have styr på., men der er flere ledere i vores trup, så dem får jeg også hjælp af. Men det er naturligt nok, for jeg er jo ældste mand i truppen. Det er vildt at tænke på. Og jeg tror faktisk også, at jeg er den, der har været længst her i klubben," siger han.

Hårdt mentalt

Det mentale er virkelig blevet testet i AGF med brækket kindben, hjernerystelser og virus-meningitis. Skader, som har holdt ham ude gennem længere perioder især det seneste år.

"Det er klart, at det selvfølgelig har det været hårdt mentalt. Pauserne har også varet længere, end jeg troede, men jeg har altid troet på, jeg kom tilbage. Det har selvfølgelig været hårdt at sidde ved siden af og ikke har kunnet spillet. Jeg har brugt min familie meget, og så er jeg kommet herud dagligt på Fredensvang og snakket. Jeg synes, at klubben har været rigtig god til at hjælpe med læger og fysioterapeuter og har overhovedet ikke presset på. Jeg har fået god støtte fra klubben," fastslår AGF's luftkaptajn.

Så skulle man måske fristes til at tro, at Backman ville gøre mere for at beskytte sig selv fremadrettet. Men han kaster sig stadig ind i duellerne ofte med hovedet forrest.

Foto: Foto Trine,vildmedfoto.dk

Foto: Foto Trine,vildmedfoto.dk

"Sådan er min spillestil. Og det er på godt og ondt. Det er også dét, der gør, at jeg kan spille på det her niveau. Jeg spiller på instinkt og tænker ikke så meget, når jeg spiller, og det kommer jeg nok aldrig til at ændre. Og hvis jeg gør, tror jeg ikke, jeg har niveau til at spille i Superligaen," siger Niklas Backman, der føler, at AGF's store potentiale netop kan blive forløst i denne sæson.

"Vores 3-0-sejr mod Brøndby kan være et stort vendepunkt, og jeg håber, det er sådan en sejr, der kan være med til at forløse vores store potentiale. Men omvendt ser vi mod den første halve time mod Esbjerg, hvad der kan ske, hvis ikke vi gør tingene rigtigt. Esbjerg havde jo tre store chancer for at score. Og det er dét, der er vigtigt for at forstå. Vi bliver nødt til at præstere på topniveau til træning og kamp hver gang, ellers bliver vi ikke et tophold. Det er vigtigt, at vi kan få den mentalitet indarbejdet i træning og kampe. Kan vi det, ser vores trup rigtig stærk ud," forklarer Backman og tilføjer:

"Det ser ud til at blive tæt i tabellen igen, og det er det sjove ved Superligaen, at man hurtigt kan komme i top 3, hvis man kommer ind i en god periode. Omvendt ved vi jo, at det også kan gå den anden vej."

Fakta Niklas Backman

  • Født 13. november 1988
  • Højde 186 centimeter
  • Fast AGF-anfører siden denne sæson
  • Gift med Malin Backman, som har to døtre på 4 år og 7 måneder
  • Bosat i Risskov

Publiceret 11 September 2019 08:30