Anders Antonsen er klar til VM-semifinalen i badminton.

Anders Antonsen er klar til VM-semifinalen i badminton. Arkivfoto: EPA/ADI WEDA Ritzau Scanpix

Hvad er det, der sker? Anders Antonsen knuste OL-guldvinderen

Anders Antonsen har spillet sig i VM-semifinalen

Anders Antonsen er klar til VM-semifinalen og er dermed sikret mindst en bronzemedalje ved VM i badminton, der i disse dage spilles i Basel i Schweiz.

Han vandt kvartfinalen over Chen Long fra Kina, der er forsvarende olympisk mester.

Første sæt var ved at tippe over til den kinesiske favorit, som kom foran 20-18 og dermed havde to sætbolde. Den danske stjerne fik dog udlignet til 20-20 og vandt også de næste to bolde og sættet med 22-20.

I andet sæt kom Antonsen hurtigt langt foran, og det blev han ved med at være, så kampen blev vundet med en knusende sætsejr på 21-10.

"Jeg gik og kiggede op på pointtavlen mod slutningen og tænkte, 'hvad er det, der sker'. Det er kæmpe stort at vinde en VM-medalje. Det er stort at have den på CV’et allerede nu. Det er jeg stolt over," siger den 22-årige dansker til TV2 Sport.

I VM-semifinalen skal han spille mod 12. seedede Kantaphon Wangcharoe fra Thailand, som overraskende vandt over andenseedede Chou Tien Chen.

Anders Antonsen kommer fra Aarhus og repræsenterer Aarhus Badmintonklub (AB).

jr

Publiceret 24 August 2019 08:09