721 tilskuere var med til at slå stadionrekorden for kvindefodbold på Vejlby Stadion. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

721 tilskuere var med til at slå stadionrekorden for kvindefodbold på Vejlby Stadion. Foto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Stadionrekord i Vejlby: Remis i superkamp

721 tilskuere så VSK Aarhus spille uafgjort med Kolding Q i en kamp på Vejlby Stadion, hvor der var forbedrede fan-rammer

Af
Kim Skovrup Andersen

Fodboldfest Der var rekord mange tilskuere til kvindefodbold på Vejlby Stadion onsdag aften, da VSK Aarhus' ligakvinder mødte Kolding Q i en såkaldt SuperMatch.

Fusionsklubben fra Nordbyen var blevet udpeget til Super Match, der er et nyt tiltag i Kvindeligaen fra DBU og Kvindedivisionsforeningens side, hvor hjemmeholdet skal stå for en så professionel kampafvikling som muligt med live-streaming, grillfest, autografskrivning fra AGF-spillere med mere.

Det tiltrak helt præcist 721 tilskuere. Dermed blev ambitionen om at slå stadionrekorden indfriet. Den tidligere rekord lød på 681 tilskuere, som var mødt op til bronzekampen mod Kolding Q i foråret.

De var vidner til en jævnbyrdig kamp, hvor hjemmeholdet sluttede bedst af, men med en kvinde i overtal i det sidste kvarter blot fik uafgjort 1-1. Det var Jannie Thomsen, som scorede VSK Aarhus' mål.

VSK Aarhus jubel efter udligningen.

VSK Aarhus jubel efter udligningen. Foto: FotoTrine,vildmedfoto.dk

"Det blev desværre ikke til tre point, men det var en flot aften. Vi ved godt, vi ikke nåede i mål med 1.000 tilskuer, som var vores drømme-målsætning. Men vi nåede deropad og slog rekorden, så det er vi selvfølgelig glade for," siger Marie Greve.

Mærkede suset

Hun er kvindeformand i VSK Aarhus og er især glad på spillernes vegne, at aftenen forløb så godt:

"Spillerne synes, det var super fedt at spille for så mange mennesker. Der er ingen tvivl om, at de fleste af dem drømmer om at spille på et højere niveau, så det var dejligt for dem at mærke suset, da vi scorer til 1-1, og de ikke kunne høre, hvad de selv sagde, fordi tilskuerne hujede og slog på trommer og alt muligt. Og så skulle der også skrives autografer til mange unge piger bagefter, og det synes de også var fedt," fortæller Marie Greve.

Jannie Thomsen blev VSK Aarhus' målscorer i kampen mod Kolding Q.

Jannie Thomsen blev VSK Aarhus' målscorer i kampen mod Kolding Q. Foto: FotoTrine,vildmedfoto.dk

Se alle FotoTrines billeder fra kampen her

VSK-kvinderne jagter nu sæsonens første sejr på lørdag klokken 13 på udebane mod Farum BK. Næste hjemmekamp er mod FC Thy-ThistedQ lørdag 24. august klokken 13 på Vejlby Stadion, hvor formanden håber, at det gode tilskuerfremmøde fortsætter:

"Vores ambition er fremover at få så mange tilskuere ind på stadion som muligt. Vi kan ikke stille op med det setup, som vi gjorde i onsdags til hver eneste kamp, men vi vil vælge et par kampe her i efteråret, hvor vi vil lægge os ekstra i selen for at gøre det ekstra attraktivt at komme på stadion," siger Marie Greve og fortsætter:

"Nu kom vi igennem Super Match med en rigtig rigtig god oplevelse, så nu skal vi evaluere på, hvad det er for nogle gode ting, vi skal tage med videre, og hvordan vil kan bruge det aktivt."

Publiceret 16 August 2019 10:00