Bakken Bears' Adama Darboe i kamp med HorsensIC's Charles Callison under første finalekamp i serien. Mandag vandt det aarhusianske hold for fjerde gang i træk i finale-serien og er dermed danske mestre for tredje år i træk.

Bakken Bears' Adama Darboe i kamp med HorsensIC's Charles Callison under første finalekamp i serien. Mandag vandt det aarhusianske hold for fjerde gang i træk i finale-serien og er dermed danske mestre for tredje år i træk. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Danske mestre:

Bakken Bears sætter vild rekord

For tredje sæson i træk er aarhusianske Bakken Bears danske mestre, og i denne sæson er det sket på utrolig overbevisende vis

Bakken Bears skulle kun bruge fire kampe til at afgøre årets DM-finaleserie mod Horsens IC. Mandag aften vandt det aarhusianske baskethold således den fjerde finale-kamp i træk, da Bakken Bears på udebane i Horsens vandt 91-76. Dermed kan holdet for tredje gang i træk kalde sig for danske mestre. Og i denne sæson er det sket på en noget overlegen måde.

Bakken Bears har nemlig vundet hele 46 kampe ud af 55 mulige, hvilket betyder, at holdet har vundet 84 procent af kampene. Dermed slår det aarhusianske baskethold godt og grundigt dets egen rekord fra sidste år, der lød på sejre i 74 procent af kampene.

Kampen mandag blev også vundet af Bakken Bears på særdeles overbevisende vis. Aarhusianerne kunne gå til pause foran med 20 point. Horsens IC var aldrig tæt på at gøre DM-finaleserien spændende igen. I de sidste to perioder nåede hjemmeholdet dog at hente lidt ind på Bakken Bears, men de forsvarende mestre holdt i stand og vandt altså kampen med 15 point.

Det var femte år i træk, at Bakken Bears mødte Horsens IC i DM-finaleserien. I 2015 og 2016 vandt Horsens, imens Bakken Bears altså har taget teten de seneste tre sæsoner. Kampen mandag aften var samtidig den sidste kamp for Bears-ikonet Chris Christoffersen. Den 39-årige dansker meddelte i sidste uge, at han valgte at indstille karrieren ved slutningen af denne sæson.

Med sejren mandag aften tangerede Chris Christoffersen rekorden for flest guldmedaljer i dansk basketball.

jwh

Publiceret 14 May 2019 00:00