Patrick Mortensen reddede AGF med udligning til 2-2 i overtiden.

Patrick Mortensen reddede AGF med udligning til 2-2 i overtiden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Video: Højdepunkter fra underholdende kamp mellem AGF og Vejle

AGF kom foran, kom bagud og fik udlignet i overtiden til 2-2 på hjemmebane mod VB

Af
Jeppe Rafn

AGF lagde godt ud og satte modstanderne fra Vejle Boldklub under pres i begyndelsen af kampen mandag aften i Ceres Park mellem de to tidligere storhold.

Hjemmeholdet kom dog ikke rigtig frem til farlige chancer, hvorimod VB flere gange var farlig på kontrachancer i 1. halvleg. Særligt vejlensernes lynhurtige ukrainer Sergiy Gryn gav hjemmeholdet problemer i 1. halvleg.

AGF's træner David Nielsen kunne også se, det ikke fungerede, og han reagerede med hele to udskiftninger i pausen. Kasper Lunding og Tobias Sana blev revet ud til fordel for Mustapha Bundu og Adama Guira.

2. halvleg

Indskiftningerne virkede, for AGF kom langt bedre ud til 2. halvleg, hvor Bundu flere gange satte sig igennem på højre kant. I det 62. minut tog han hurtigt et hjørnespark kort til Amini, der spillede tilbage til Bundu, som trak til baglinjen og afleverede knaldhårdt på tværs af målet. Ved den fjerneste stolpe stod Jens Stage fri - i mistænkelig offside-position - og kunne skubbe bolden i mål til 1-0.

Jens Stage jubler efter sit mål til 1-0.

Jens Stage jubler efter sit mål til 1-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

10 minutter forinden havde VB appelleret kraftigt for straffespark, da Allan Sousa blev spillet fri og faldt til jorden efter kontakt med AGF-målmand Kamil Grebara. Der blev ikke dømt straffespark - derimod fik VB-anfører Jacob Schoop gult kort for brok.

Det så godt ud for AGF, men et kvarter før tid lavede Kamil Grabara en satset aflevering, som VB flot udnyttede med nogle hurtige afleveringer og en sikker afslutning af Sousa til 1-1.

Nyt kæmpedrob af Grabara

Målet ændrede kampen og satte Vejle i gang igen, og ti minutter senere gik det helt galt for hjemmeholdet. En lang aflevering hoppede over Alexander Munksgaard og gav en god skudchance til indskiftede Jonas Andersen. Han sparkede lige på Grabara, der droppede fælt ved at lade bolden passere gennem både arme og ben.

Kamil Grabara slår ud med armene efter en af sine brølere mod Vejle.

Kamil Grabara slår ud med armene efter en af sine brølere mod Vejle. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF satte en sidste slutspurt ind og blev belønnet i overtiden, hvor angriber Patrick Mortensen fik en stor chance og hamrede bolden ind med et fladt skud til 2-2.

AGF nåede endda at få endnu en stor chance i overtiden, da en bold dumpede ned i fødderne på Jens Stage, som sparkede over mål.

Kampen sluttede 2-2, og dermed er stillingen uændret i Pulje 1, efter SønderjyskE og AC Horsens også spillede uafgjort i går.

Publiceret 01 April 2019 21:40

SENESTE TV