De danske crossløbere Alberte Kjær Pedersen (til venstre), Anna Mark Helwigh og Thijs Nijhuis var for et år siden med til at teste VM-ruten på taget af Moesgaard Museum.

De danske crossløbere Alberte Kjær Pedersen (til venstre), Anna Mark Helwigh og Thijs Nijhuis var for et år siden med til at teste VM-ruten på taget af Moesgaard Museum. Foto: Lone Dybdal.

"VM Cross i Aarhus vil overgå alt, vi tidligere har set i Danmark"

Der er gratis adgang for tilskuere til lørdagens VM i 'terrænløb', som samler en perlerække af verdens bedste langdistanceløbere

"VM Cross i Aarhus vil overgå alt, hvad vi tidligere har set på dansk grund. Nok har vi i dansk atletik tidligere formået at præsentere et udsnit af verdens bedste løbere i forbindelse med VM Halvmaraton og det efterfølgende, årlige CPH Half, men det her overtrumfer alt. Det er ikke hverdagskost, at Kenya stiller med fire regerende verdensmestre uden at kunne føle sig sikre på at vinde titlerne."

Sådan lyder det fra Dansk Atletiks direktør Jakob Larsen forud for VM Cross 2019, der bliver løbet lørdag 30. marts ved Moesgaard Museum i Aarhus. Løbet foregår på en to kilometer lang rundstrækning gennem den bakkede natur, en muddergrav og en vandgrav, gennem et 50 x 20 meter fanzonetelt samt henover Moesgaard Museums græsbeklædte tag.

VM Cross består af fem officielle konkurrencer. Mændene og kvinderne løber hver især 10 km, U20 mændene løber otte km, U20 kvinderne løber seks km, og så er der et stafetløb med to mænd og to kvinder på 4 x 2 km.

Crossløbet kan godt blive en mudret fornøjelse.

Crossløbet kan godt blive en mudret fornøjelse. Pressefoto

Tilskuere har gratis adgang til alle løbene, og ifølge arrangørerne er ruten særdeles publikumsvenlig. Der har aldrig tidligere været så mange deltagere til verdensmesterskaberne, der bliver vist på TV i omkring 40 lande.

Efter de officielle konkurrencer er der motionsløb på den samme rute, som alle kan tilmelde sig. Man kan løbe fra to til 12 kilometer eller deltage i et stafetløb på 4 x 2 kilometer, hvilket blandt andre Aarhus Teater gør.

"Vi stiller med fem hold med højt humør, mange vægtklasser, forskellige aldersgrupper og træningsniveauer. Fælles for os alle er dog ønsket om at få en god oplevelse sammen, omend det nok skal give sved på panden, da vi også gerne vil vinde over de, der tør udfordre os," siger Allan Aagaard, direktør for Aarhus Teater.

Kronprins Frederik deltager i motions-stafetløbet til VM Cross ved Moesgaard

Kronprins Frederik deltager i motions-stafetløbet til VM Cross ved Moesgaard Foto: Lars Møller/Royal Run

Motionløbet får også deltagelse af Kronprins Frederik, der for et par måneder annoncerede, at han deltager i stafetløbet.

jr

Publiceret 25 March 2019 10:11

SENESTE TV